Afsløring af havnens nye fotospot
SÆBY: Kærestepar, brudepar, familier, venner, veninder, konfirmander, turister og mange, mange flere får nu mulighed for at mødes på Sæby Havn og lade sig forevige, siddende i et stort hjerte.
Sæby Borgerforening og Sæby Havn inviterer alle interesserede til at festligholde indvielsen af ”Bænken / Hjertet i egetræ” fredag den 20. juni klokken 16, ved havnekontoret, Havnen 11.
Skulpturen med det store hjerte af egetræ er udført af tømrer- og snedkermester Dion Wellejus, Frederikshavn, og er skænket til Sæby Havn af Sæby Borgerforening og Varelotteriet.
Ved afsløringen vil der være taler af borgmester Karsten Thomsen, havnefoged Jonas Topholt og Anna-Grethe Overby der er formand for Sæby Borgerforening.
- Vi ønsker med skulpturen at sætte kærligheden i centrum på Sæby Havn, siger Anna-Grethe Overby.