Seneste nyt
Billede beskrivelse

80 søfartselever vender hjem efter to gange over Atlanten

02. juli 2026 kl. 12.02
Opdateret kl. 13.16

OPDATERING: Skoleskibet har torsdag lidt over middag meddelt, at man satser på at nå i havn, inden blæsten bliver for hård. Det vil sige, at man regner med at tage lods ombord ombord ud for Frederikshavn kl. 18.30 i dag - og anløbe havnen umiddelbart derefter. 

FREDERIKSHAVN: De startede deres uddannelse på Martec i februar. 

8. april påmønstrede de skoleskibet ”Danmark” i havnen i Las Palmas, hvorefter turen gik tværs over Atlanterhavet til Barbados og retur til Europa. 

Skibet besøgte også Azoerne undervejs.

Omkring sankthans var ”Danmark” atter i hjemlige farvande og deltog blandt andet i Tall Ships Races i Århus. 

Billede beskrivelse

De seneste dage har det ligget i Københavns Havn, hvor ”Danmark” har dannet rammen om et informationsarrangement for studievejledere fra hele landet, som derved har fået bedre kendskab og opmærksomhed på de maritime uddannelser.

Skoleskibet er nu afsejlet fra København, og efter planen skal det anløbe Frederikshavn i morgen fredag. 

Der er imidlertid melding om hårdt vejr fredag, så det kan være, at ”Danmark” ankrer op ud for Frederikshavn og først anløber lørdag.

Marketingkoordinator Marie Hedemark fra Martec fortæller, at skibet og de 80 elever har haft et fantastisk togt med godt vejr hele vejen over Atlanten og tilbage til Europa. 

Billede beskrivelse

Afsluttende eksamener

Nu venter der eleverne en uge på skolen med de afsluttende eksamener, inden de kan kalde sig ubefarne skibsassistenter.

- Derefter står eleverne med muligheden for at tage hyre i handelsflåden, og rederierne vil rigtig gerne ansætte dem, for de har lært rigtig meget på uddannelsen og ikke mindst på togtet med ”Danmark”. Eller de kan læse videre til skibsfører eller maskinmester, siger Marie Hedemark.

Skoleskibet ”Danmark” har altid 80 elever med på togt. 

Så mange hænder er der nemlig brug for, når det store fuldriggede sejlskib skal håndteres. 

Billede beskrivelse

En søfartsnation

Med to til tre togter om året bliver der således uddannet 160-240 nye søfolk hvert år. 

Så kom ikke og sig, at Danmark ikke er en søfartsnation.

- Jeg synes, det er dejligt, at så mange unge har lyst til en maritim uddannelse, og at der er gode jobmuligheder for dem, siger Marie Hedemark.

Nu glæder alle 80 elever og den øvrige besætning sig til at komme hjem til Frederikshavn. 

Og mange frederikshavnere ser frem til igen at have det smukke skib ved kaj. 

Det er et flot syn, når det anløber havnen, og for eleverne er det skønt, hvis der er mange mennesker på kajen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste