Billede beskrivelse

24-årige Nicolaj overtager stafetten fra Jens

28. maj 2025 kl. 19.01

SÆBY: Da Sæby Skakklub i 1983 holdt sit 50-års jubilæum, havde klubben 52 medlemmer. I dag kan klubbens kasserer kun tælle 13, der har betalt kontingent.

På seneste generalforsamling var alle enige om, at medlemsudviklingen skulle vendes.

Klubbens drivende kraft i de seneste 40 år, Jens Riis ønskede ikke at fortsætte som formand og overlod stafetten til Nicolaj Pedersen.

Nicolaj på blot 24 år er én af klubbens unge talenter, som nu sammen med resten af bestyrelsen skal forsøge at få flere til at spille skak på klubplan.

Billede beskrivelse

Første træk tages til ”Foreningsdag” lørdag den 31. maj på Sæby Torv.

Fra klokken 10.30 til 14.00 inviteres alle interesserede til at komme og få sig et slag skak.

Klubben afholder en konkurrence, hvor der skal løses nogle opgaver som selvfølgelig har relationer til skakspillet. Blandt de rigtige besvarelser trækkes der lod om et par fine præmier.

Hvert år afholdes ”Skolernes Skakdag” - som en motionsdag for hjernen, og her er der mange der finder ud af, at de har talent for at flytte brikkerne.

- Vi vil til den nye sæson forsøge at få unge til at få øjnene op og vride hjernen i det fantastiske brætspil.

- Selv om skakspillet er en individuel sportsgren, deltager vi også som hold, når klubben stiller op i forskellige turneringer. Man kan sige, at vi hjælper hinanden hver for sig, siger Nicolaj Pedersen.

Sæby Skakklub lægger først og fremmest vægt på et godt fællesskab, hvor der på hver træningsaften forsøges at udvikle hvert enkelt medlem.

Billede beskrivelse

- Det giver god motion for hjernen at lære de forskellige typer åbninger og efterfølgende analysere partiet.

- De fleste partier tabes på grund af brølere. For at blive bedre gælder det ”blot” om at have en god tålmodighed og undgå dårlige træk, supplerer Jens Riis.

Ny ung formand

Nicolaj Pedersen er uddannet automekaniker og har siden han var otte år været interesseret i at spille skak, som han finder fascinerende.

- Når jeg spiller, er det som om man kommer ind i en ny verden, hvor det gælder om at få det strategiske overtag overfor modstanderen, fortæller Nicolaj Pedersen.

Efter at have spillet på nettet nogle år er Nicolaj glad for, at han kom med i Sæby Skak Klub for to år siden.

Det er langt mere givende at sidde i samme lokale sammen med en flok med fælles interesse.

- Under klubaftnerne er der meget mere fokus på spillet og man har mulighed for at aflæse modstanderens kropssprog, pointerer Nicolaj.

Med god hjælp og støtte fra den afgående formand, er Nicolaj Pedersen ved at få bestyrelsesarbejdet ind under huden og glæder sig til at sætte nye tiltag i gang for at få flere medlemmer, herunder et ungdomshold.

Skakklubben mødes hver onsdag aften klokken 19-23 i Manegen og det årlige kontingent andrager 1.000 kroner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste