Billede beskrivelse

15 elever er på jagt efter affald, der gør en forskel

28. juni 2025 kl. 11.02

SÆBY: Unge mellem 18 og 25 år har, som led i deres chaufføruddannelses forløb, indledt et samarbejde med Ældre Sagens Reparationscafé i Sæby.

15 elever, der i februar i år startede på EGU-uddannelsen hos EUC Nord på Knivholtvej i Frederikshavn, har transport som omdrejningspunkt.

Deres mål er at erhverve stort kørekort, truckcertifikat, farligt gods-bevis, krankursus samt undervisning i en række andre fag, der klæder dem på til at få et arbejde som for eksempel chauffør.

Faglærer Kim Bille oplyser, at eleverne under deres transportuddannelse skal afhente og sortere ting, som kan genbruges. Det giver træning i håndtering af gods og ekstra mening til tiden bag rattet, som er obligatorisk i uddannelsen.

Billede beskrivelse

Blandt andet køres til Affaldsselskabet Nordværk i Hjørring, hvor der bliver hentet mange effekter, der med lidt hjælp kan genanvendes i husholdningen.

Som noget nyt nøjes eleverne ikke længere med at sortere, men er gået et skridt videre ved at undersøge om nogle af de mange kasserede effekter kan repareres.

Under overskriften Nødhjælp uden Grænser kører de unge alle de indsamlede dele ud til seniorerne i deres reparationscafé på Wenbovej 7 i Sæby, hvor de i fællesskab går i gang med at reparere alt, hvad der kan repareres.

Billede beskrivelse

Hvis der blandt læserne er nogle som er interesseret i at få afhentet nogle af deres kasserede dele, er de velkommen til at kontakte Kim Bille på følgende link:

https://www.facebook.com/search/top?q=n%C3%B8dhj%C3%A6lp%20uden%20gr%C3%A6nser

Billede beskrivelse

Formanden for Mandeklubbens Reparationscafé, Ole Berg glæder sig over mødet med de unge.

-Jeg tror, vi kan give meget til hinanden. Vores medlemmer ligger inde med en stor teknisk viden og har nogle menneskelige ressourcer, som vi håber, kan give perspektiv og komme de unge til gode.

- Modsat har vi ældre godt af at få nogle friske nye input, som kan bidrage positivt til vores hverdag, siger Ole Berg.

Billede beskrivelse

Projektet kulminerer den 13. december med et festligt event i EUCs lokaler.

Her vil alt det reparerede udstyr og tøj blive solgt på et stort loppemarked og modeopvisning.

Overskuddet fra arrangementet går til ”Bedre Psykiatri”.

Til at kaste glans over dagen har borgmester Karsten Thomsen lovet at komme og holde en tale.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste