14 dage tilbage: Formanden glæder sig til festival-virvar
SKAGEN: Det er en glad og optimistisk formand for landets ældste musikfestival, Skagen Festival, der med 14 dage til festivalstart gør status.
- Billetsalget er begyndt at tage fart, og det er rigtigt positivt, siger formand Jesper Hegaard, Skagen Festival.
Formanden forklarer, at det generelt har udviklet sig til, at folk i langt højere grad først køber deres billetter forholdsvis sent og også gerne mere spontant tættere en begivenhed, som Skagen Festival, end de gjorde før i tiden.
- Den samme bølge af spontanitet ser man for eksempel også, når det gælder sommerhusbookinger og den slags, fortæller Jesper Hegaard.
Han forventer omkring 10.000 gæster til festivalen i Skagen i løbet af de fire dage fra torsdag den 3. juli til og med søndag den 6. juli.
Stor økonomisk effekt på byen
Ud over de forventede 10.000 gæster til festivalen har Danmarks nordligste og ældste festival også en afledt effekt og stor betydning for Skagen om området omkring Skagen. Direktør for Toppen af Danmark i Skagen, Nicolai Jacobsen Nissen, har et bud på den økonomiske betydning for nærområdet under festivalen.
- Ifølge den seneste OECD-rapport på området vurderer man, at der for hver cirka 4000 besøgende til et arrangement, som Skagen Festival, er en afledt økonomisk effekt på omkring to millioner kroner, så i forhold til Skagen Festival kan man nok forvente en afledt økonomisk effekt på omkring fem solide millioner under festivalen, fortæller direktøren for Toppen af Danmark og gør opmærksom på, at tallene er udover festivalbilletter og rejseudgifter.
Men det er ikke kun økonomien, som har værdi for byen og nærområdet, hvis du spørger turistdirektøren.
- Festivalens effekt som ankerpunkt er lige så vigtig. Det at folk ved, at det her sker i Skagen og så enten kan vælge det til eller fra, har en effekt i forhold til besøgende i byen. Nogle vælger at komme hertil under festivalen, andre vælger at komme før eller efter, men fælles for dem er, at festivalen er grundmuret i deres bevidsthed og at de på grund af det ankerpunkt vælger Skagen til, siger Nicolai Jacobsen Nissen.
Han forklarer, at det samme gør sig gældende til andre vigtige arrangementer, som Skagen Marathon og Skagen Vinterbaderfestival.
De sidste detaljer finpudses
Og hos sommerens ankerpunkt, festivalen, er der lige nu fuld knald på at samle de sidste tråde op, før det kan spille på festivalen; logistisk koordinering og praktiske arrangementsdetaljer, planlægning af sceneopsætning, musiker-overnatninger er bare nogle af opgaver her 14 dage, før festivalstemningen rigtig indtager Skagen.
- Jeg glæder mig rigtig meget til bare at være i det virvar, som en festival er, hvor det summer af rigtig festivalstemning, fortæller formanden for festivalen.
Han er også allerede så småt kigger frem mod festivalen 2026, hvor han arbejder på at få endnu flere unge folkemusikere på scenen i Skagen.
Skagen Festival finder sted 3. til 6. juli i år. Nogle billetter er i forslag andre kan købes ved døren. Tjek det ud på skagenfestival.dk