Nytårshockeyen er lagt på køl med regeringens udmelding
Noget decideret chok er der ikke tale om hos Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks, der må undvære tilskuere til årets største kampe
ISHOCKEY: De havde set den komme i båd Aalborg og Frederikshavn. Planen om en nedlukning for tilskuere til kampe i Metalligaen er ikke endeligt meldt ud i detaljer, men for de to nordjyske ishockeyklubber er der ingen tvivl om, hvilket scenarie man kigger ind i.
- Vi har ikke fået meldt noget endegyldigt ud, men det ser jo ud til, at det er sådan, det er. Vi er naturligvis kede af situationen, og særligt udsigten til tomme tribuner i nytårskampene mod Frederikshavn White Hawks. Det er ikke nogen hemmelighed, at de to kampe mellem jul og nytår mod White Hawks er to af de helt store og måske de vigtigste i hele grundspillet for os, siger Lars Laursen, direktør for Aalborg Pirates.
Rent økonomisk er det også en lussing af de større for piraterne, at man ikke kan byde de mange fans indenfor til det traditionsrige nytårsbrag.
- Vi plejer at omsætte omkring en million på den hjemmekamp vi har mod Frederikshavn mellem jul og nytår. Så det er en økonomisk streg i regningen for os, at vi ikke kan lukke folk ind til den kamp, siger Lars Laursen.
Helt så stort er beløbet ikke i Frederikshavn, der skulle have lagt is til først akt af lokalbraget den 29. december. Dagen efter var værtsrollen overgået til Aalborg Pirates.
- Aalborg har en lidt større økonomi end os, så det er ikke helt samme beløb som i Aalborg Pirates, men det er også et betydeligt beløb, som vi går glip af ved ikke at kunne lukke tilskuere ind til den kamp. Derfor tør jeg godt konstatere, at det økonomisk er en kæmpe bet både for os og Aalborg, siger Henrik Andersen, direktør i Frederikshavn White Hawks.
- I den forbindelse håber jeg på, at vi ser nogle kompensationsordninger, som kan dække en del af det økonomiske tab, vi ser ind i, siger Henrik Andersen, der understreger, at han jo allerhelst var fri for sådan en løsning.
Ligesom hos Pirates er der også en generel accept af tingenes tilstand i Frederikshavn-lejren.
- Som ishockeydirektør er jeg naturligvis trist over, at vi bliver nødt til at lukke ned for tilskuere, men jeg kan omvendt også godt se på udviklingen i antallet af smittede, at man fra politisk side skal gøre noget, så på samme tid er det trist men forståeligt, siger Henrik Andersen.
Til gengæld glæder han sig i første omgang over, at de nye restriktioner kun gælder frem til 17. januar.
- Jeg tror, det er meget vigtigt i den nuværende situation. Jeg siger ikke, at vi kan lukke op igen for tilskuere den den 18. januar, men jeg er glad for, at de nye rammer ikke gælder frem til eksempelvis 17. marts, for det ville bare tage håbet helt fra os. Nu er der i det mindste et håb om, at vi kan få tilskuere igen i løbet af en overskuelig fremtid, siger Henrik Andersen.
Helt så optimistisk er Lars Laursen ikke. Han kan godt huske tidligere tiders forlængelse af restriktioner.
- Jeg håber, at smittetallet kan falde med de nye tiltag, men jeg kan godt frygte, at vi skal kigge på den lidt længere bane for at få øje på en situation, hvor vi kan få tilskuere tilbage i hallerne. Jeg kan jo huske, hvordan det tidligere har været sådan, at restriktionerne er blevet forlænget i flere omgange, siger Lars Laursen, der også har en overvejelse af mere international karakter.
Aalborg Pirates er nemlig vært for finalestævnet i Continental Cup fra den 7. til den 9. januar. Nu er spørgsmålet, om den turnering skal afvikles som planlagt.
- Det bliver en sportslig omkostning målt op mod en økonomisk, der skal afgøre, om vi skal holde fast i den nuværende plan, eller om vi skal udskyde Continental-stævnet til en gang i marts. Rent økonomisk skal vi jo gerne have nogle tilskuere i hallen for at være med til at dække de omkostninger, vi har til afviklingen af stævnet, men den anden termin i marts ligger tæt på slutspillet, og det skal vi også have med i overvejelserne. Jeg forventer, at vi træffer en beslutning først i næste uge, siger Lars Laursen.