44 knob i mørket: Far og søn var ude at fiske, da den ene kom i problemer
Sæby Redningsstation rykkede ud, da en fisker fik brystsmerter - der er netop kommet melding om hans tilstand
SÆBY: Lørdag aften ved 20-tiden rykkede Sæby Redningsstation ud, da der var meldinger om, at en mand på en garnbåd var kommet i problemer.
En norsk far og søn var ude at fiske, da førstnævnte pludselig fik stærke brystsmerter - og smerter, der strålende ud i armen.
Redningsbåden FRB11 skød 44 knob i mørket med retning mod garnbåden.
- Samtidig sejlede garnbåden mod Sæby, så vi var hos dem - sydøst for Voerså - på omkring et kvarter - fortæller stationsleder Birger Isaksen.
Manden var ved bevidsthed og fik ilt på redningsbåden - og vel fremme ventede både ambulance og akutlæge i Sæby.
- Den seneste melding er, at manden har det godt og er i Norge, oplyser stationslederen.
Sønnen sejlede garnbåden til Sæby.