Tørfisk stiller op med sommerkoncert
DRONNINGLUND: Igen i år er der udendørs koncert på Dronninglund Kunstcenter. Det sker fredag 13. juni kl. 20. Det er Kunstcentrets Venneforening, der sammen med Dronninglund Borgerforening indbyder til denne koncert i de smukke omgivelser i Kunstcentrets skulpturgård.
I år er det gruppen ’Tørfisk’, der er på plakaten. Gruppen har eksisteret siden 1981 og hører til blandt de allerbedste i Danmark, når det drejer sig om at forene irsk-inspireret folkemusik med egne kompositioner og personlige tekster.
Koncerten krydres med røverhistorier og altid med stor spilleglæde, glimt i øjet og vestjysk charme. Kvartetten forstår at komme ud over scenekanten og berøre hverdagsemner. Publikum kan aldrig vide sig helt sikre, men det er altid drillerier på en god og sober måde.
Tørfisk har masser af erfaring fra den danske musikscene med 20 CD’er, 2 DVD-udgivelser, en del kassettebånd og LP’er. Senest med en sang- og historiebog med titlen ’En Stime af Sange’.
Bandet består af Egon Kirk, banjo, mandolin og sang, Anker Hviid, guitar og sang, Bent Kirk, bas og sang og Tommy Thiel Rasmussen, harmonika, fløjte og sang.
Der vil være mulighed for indendørs spisning inden koncerten med mad fra Madhåndværk i Asaa. Maden skal bestilles og betales sammen med køb af billet. Der kan købes drikkevarer før og under koncerten samt i den indlagte pause.