Shopping

Preben rider på genbrugsbølgen

19. januar 2022 kl. 07:00

- Jeg har altid klunset. Og jeg har altid elsket at tage på kræmmermarkeder. Nu er jeg ved at være for gammel til det sidste, så derfor har jeg åbnet en butik. Sådan lyder det fra Preben Guldbæk.

Den pensionerede elektriker fra Hals slog sidste år dørene op til Den Lille Butik på Midtergade 32.

Her sælges alverdens små og store effekter. Alt fra smykker og pyntegenstande til møbler, bøger og tekstiler kan købes i kælderbutikken, som både rummer nyt og gammelt.

- Det meste kommer fra genbrugspladser og fra annoncemarkeder. Men smykker, strik og andet kunsthåndværk modtager vi typisk som nyt fra private leverandører, forklarer Preben Guldbæk.

Er oppe i tiden

Han glæder sig også over god interesse for butikken, som med indehaverens ord harmonerer godt med den generelle genbrugsbølge i samfundet.

- Det er oppe i tiden at købe brugt. Mange kommer her for at finde effekter til deres hjem. Nogle køber ting til børnene, ligesom vi sælger en del gaveartikler. Det er meget forskelligt, tilføjer indehaveren, der imødeser endnu flere kunder, når corona-krisen er overstået.

- Vi kan mærke, at det stadig er småt med turister i byen. Der kommer en del sommerhusgæster, men vi mangler tyskerne og nordmændene. Og så ser vi selvfølgelig frem til torvemarkederne i Hals til sommer. Her ligger butikken ideelt i forhold til de mange handlende, der hver onsdag gæster byen, lyder det fra Preben Guldbæk.

Den Lille Butik holder foreløbig åbent på weekendbasis. I højsæsonen udvides åbningstiderne til at omfatte alle ugens dage.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu