Line Kolind er i denne tid ved at få de nye varer på plads, og hun bliver helt klar til at åbne Holle Holle i Dronninglund 12. februar. Foto: Jørgen Ingvardsen
Shopping

Paramediciner genåbner Holle Holle

26. januar 2022 kl. 17:00
Line Kolind er i denne tid ved at få de nye varer på plads, og hun bliver helt klar til at åbne Holle Holle i Dronninglund 12. februar. Foto: Jørgen Ingvardsen
Den smarte indgangsdør til butikken har den tidligere ejer kreeret, og den agter Line Kolind naturligvis at beholde. Foto: Jørgen Ingvardsen

- Har du en tøjkrise, så kan du få hjælp af Line, var der en veninde, der forleden sagde til mig. Hun hentydede til, at jeg har kørt som paramediciner i over 20 år og nu vil til også at sælge tøj, fortæller Line Kolind, mens hun er ved at sætte varer på plads i butikken Holle Holle på Slotsgade 48 i Dronninglund.

Butikken blev startet af Trine Bak Holdensen for et års tid siden, men hun ønskede at afhænde butikken og vende tilbage til jobbet som kørende sælger.

- Når jeg i sin tid stoppede som sælger, var det, fordi jeg havde hele landet som mit område. Det var for meget, og jeg var for meget hjemmefra, siger Trine Bak Holdensen.

- Nu har jeg fået en ordning, hvor jeg kun skal køre rundt i Jylland, og det passer mig meget bedre. Derfor vender jeg tilbage til det job, som jeg altid har holdt meget af, siger den nu forhenværende butiksejer.

Ny i faget

Den nye ejer er helt ny i faget, men fuld af gå-på-mod.

- Jeg har ingen erfaring som forretningsdrivende, men jeg har altid interesseret mig for tøj og mode. Det er på en måde min hobby, jeg nu gør til mit erhverv. Jeg er kommet meget i butikken her og har altid følt, at det var smart tøj, der lige passede til min smag. Da jeg så hørte, at den skulle lukke, blev jeg ked af det og følte, at det var en skam. Så slog jeg til og købte stedet og agter at drive butikken videre i den ånd og stil, Trine har skabt, siger Line Kolind.

- Jeg er ny i faget, men har heldigvis fået stor hjælp og støtte af Trine, og jeg har virkelig mod på at have min egen forretning, understreger hun. Jobbet ved Region Nordjylland som paramediciner beholder hun dog.

- Som paramediciner har jeg vagt i 24 timer, hvorefter jeg har fri i fire døgn. Jeg har fået mine vagter lagt således, at jeg altid har fri torsdag, fredag og lørdag. Derfor holder jeg også kun butikken åben disse tre dage. Jeg vil dog også gerne holde åbent, i det omfang mit job som paramediciner tillader det, for grupper, som efter aftale kan komme og se på tøj og hygge sig. Min plan er at sælge tøj af god kvalitet til priser, der er til at betale, siger Line Kolind.

Hun åbner sin butik lørdag 12. februar.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu