Krudt for kulturen: Overskuddet går til forening
Mens BASbio holder julepause, så er der fuld gang i BASaren i Nørregade i Brønderslev. Her bruges dagene mellem jul og nytår nemlig på at forsyne høj og lav med fyrværkeri og tilbehør til nytårsaften.
Brønderslev Amatør Scene står bag salget og her glæder de sig til at byde kunderne indenfor. I de festligt pyntede lokaler fristes med alt fra skyts til hatte, pynt, spøg og skæmt.
På krudtsiden sælges blandt andet de velkendte Japan-batterier. Ifølge værterne er der tale om batterier af høj kvalitet, som nok skal vække opsigt, når de lyser nattehimlen op over Brønderslev og omegn.
På den lidt mere bløde front er sortimentet udvidet med den lækreste bordpynt. BASaren rummer desuden nogle flotte borde, til inspiration for kunderne.
Og vil man tjekke kvaliteten af brag og lysglimt, inden man smider sine penge efter skytset, så er der i øvrigt demo-arrangement i Hedelund den 28. december. Det foregår kl. 17, hvor alle er velkomne.
Der holdes åbent for nytårssalget i BASaren i dagene fra den 27. til den 30. december mellem 10 og 20. Nytårsaftensdag holdes der åbent mellem 9 og 16.
Overskuddet fra salget går til kulturelle arrangementer.