Billede beskrivelse

- 2022 bliver ét stort ”YES”

Butiksindehaver glæder sig over, at corona-nedlukningerne er væk. - Nu skal vi alle sammen have nyt tøj, spår Nicolai Styhr-Nielsen fra Mr. og Agerbæk i Brønderslev

29. januar 2022 kl. 08.00

BRØNDERSLEV: - Da landet lukkede ned i begyndelsen af 2020 gik det hårdt ud over omsætningen. Alle arrangementer, fester og sammenkomster blev aflyst, og derfor var der ikke mange, som skulle have nyt tøj ... det var der ikke rigtig nogen grund til, når vi allesammen alligevel bare sad hjemme og arbejdede.

Det siger Nicolai Styhr-Nielsen, som ejer Mr. og Agerbæk i Brønderslev sammen med Dan Larsen. Men hvor 2020 blev et rigtigt træls år at være butiksindehaver i, ser det helt anderledes ud for 2020, spår han.

- 2021 blev noget bedre, men nu hvor alle restriktioner forsvinder og det hele åbner op, er jeg overbevist om, at rigtig mange skal have fornyet garderoben, siger Nicolai Styhr-Nielsen, som har hørt på meget brok over mundbind.

Ikke mere mundbinds-snak

- Omkring en tredjedel af vores kunder har været rigtig, rigtig trætte af mundbind, så det har vi snakket meget om i butikken, siger han om emnet, som han ikke kommer til at savne.

I næste uge skal han og makkeren til to modemesser i København og det glæder han sig til.

- Jeg tror, at der er en forventning om at 2022 bliver et stort ”YES” i vores branche, og det vil man nok kunne se i de nye kollektioner, siger han.

De høje forventninger til salget kommer ikke til at afspejle sig i større indkøb.

- Desværre har vi udfordringer med generelt stigende priser på råvarer og fragtomkostninger, og her skal vi finde en balance, siger han.

Ny lærling - ja, tak

I øjeblikket er der fire medarbejdere i Mr. og Agerbæk, og det vil Nicolai Styhr-Nielsen gerne ændre på.

- Vi vil gerne have en lærling og en udlært mere ... det har vi i høj grad brug for. Personalemæssigt har vi haltet os gennem det sidste halvandet år for at få økonomien til at hænge sammen, siger han.

Men det er et ønske, der kan være svært at få opfyldt.

- Det har i nogle år været svært at få lærlinge til butiksfaget. Mange vil hellere noget andet, siger Nicolai Styhr-Nielsen om en udfordring, han håber at få løst i løbet af vinteren og foråret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste