Billede beskrivelse

Oplev julens magi gennem tusindvis af bøger

17. december 2023 kl. 11.00

Juletiden står endelig for døren! Den magiske måned, der er fyldt med eventyr og fortryllende fortællinger, er i fuld gang. Og heldigvis har du altid tusindvis af historier lige ved hånden. Gennem biblioteket har du nemlig adgang til appen eReolen, der er dit digitale bibliotek fyldt med lyd- og e-bøger.

Det fortæller Brønderslev Bibliotek. 

Ligesom biblioteket betaler for en fysisk bog, så koster det også biblioteket penge, når brugerne læser eller lytter til en bog digitalt. For at holde budgettet er der en kvote hver måned for hvor mange bøger, der kan lånes i alt på eReolen. Derfor kan du i løbet af måneden opleve, at du ikke kan få lov at låne en bog, fordi budgettet er brugt op, men det er der heldigvis råd for!

På eReolen findes der nemlig de såkaldte blå titler. Og det har altså ikke noget med farven på bogens forside at gøre: Blå titler er bøger, som er ”gratis” at låne. De er markeret med et blåt ikon, og du kan låne bøgerne, selvom du har nået grænsen for din udlånskvote, eller hvis bibliotekets budget er brugt op for måneden.

For at gøre det nemt har Brønderslev Bibliotek fundet nogle af eReolens blå titler frem, der passer til lige den jul, du gerne vil fejre.

Hvis du synes, julemåneden kan være lidt overvældende

Orker du heller ikke sådan rigtig alt det der, man skal ordne i december måned? Så vil du være i rigtig godt selskab med Jeanett Veronica Hindberg. Hun er nemlig absolut ikke julebegejstret.

I "Ps. Trænger til risalamande (og adventsdiller)" har Hindberg skrevet en lidt anderledes og selvbiografisk julekalender, hvor hun gennemgår alt det ret så ubehagelige, julemåneden også bringer. Måske det kan kaldes en slags julekalender til julehadere.

I hvert fald kan du nyde yderst morsomme beskrivelser af, hvordan hun får slæbt sig igennem måneden ved at spise risalamande til aftensmad og falde i søvn foran fjernsynet til svenske krimier. Hvis du er til skarp satire og endnu skarpere kommentarer, vil du elske at være i selskab med Hindberg hele julemåneden.

Hvis du er til julekrimier, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen

Hvad der startede som en julefest, der skulle samle hele familien, ender som et blodbad. I hvert fald for festens arrangør, den excentriske rigmand Simeon Lee. Heldigvis er Agatha Christies vellidte detektiv Hercule Poirot på pletten, og han går straks i gang med at løse et vaskeægte julemord.

"Hercule Poirots jul" af Agatha Christie beskriver en lidt mere dramatisk jul, end de fleste af hos heldigvis kommer til at opleve. Bogen giver dig alt, hvad den kan trække af familiedramaer, diamanthandlere og mere eller mindre begavede detektiver. Og ikke mindst lidt jule(u)hygge!

Hvis du gerne vil opleve julen gennem barnets øjne

Bjarne Nielsen Brovst blev født i 1947 i Brovst, og i "Min barndoms jul" fortæller han om de skønneste barndomsminder fra juletiden. 

Du får lov at opleve alle julens smage, dufte og følelser sammen med Bjarne, når han genoplever december måneds magiske skær. Der er god, gammeldags jul for alle pengene, og vi er bl.a. med til at flette fine julehjerter, imens barnepigen fortæller røverhistorier og uddeler små stykker af højt værdsat slik.

Hvis du gerne vil hvirvles med i en dramatisk julefortælling

Da Caroline er bare 13 år, mister hun sin bror i en lavine under en juleferie. Det tager hårdt på hele familien, men fem år senere vælger Caroline at tage tilbage til feriedestinationen for at gense stedet for ulykken. 

Her møder hun den søde Jonathan, hvis familie ejer den lokale kro. Sammen opdager de den sande historie om lavinen, og stille og roligt bliver Caroline involveret i Jonathans og familiens problemer. For at det hele skal løse sig til sidst, bliver hun nødt til at genfinde glæden ved julen.

Christina Bondes roman "Større end os" er både barsk, dramatisk og romantisk. Og du bliver næsten nødt til at finde ud af, hvordan det ender, ikke?

Hvis du egentlig bare gerne vil drømme dig til en varm sommerdag på en græsfyldt eng

Når bilen skal skrabes fri fra frost om morgenen, og kulden kan mærkes helt ind i knoglerne, bare du skal ud med skraldet, så kan det være det helt rigtige at hygge sig med en sommervarm roman.

"Kamille-engen" af Mary Wesley finder sted i engelske Cornwall under augustsolens stråler. Året er 1939, og fem fætre og kusiner mødes for at holde ferie i deres ungdoms sidste sommer. Både voksenlivet og krigen står for døren, og sommeren bliver en hvirvelvind af kærlighed, utroskab og tab. Og så er der naturligvis masser af sol og tedrikning på grønne enge.

Skulle ingen af disse bøger falde i din julesmag, står der naturligvis bibliotekarer klar på biblioteket helt frem til den 22. december, der kan guide dig i retningen af den helt rigtige julebog.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste