Ny sognepræst i Dronninglund: Kirken er vores allesammens hjem

DRONNINGLUND: Til juni flytter Solveig Jeppesen med sin familie ind i præstegården på Slotsgade i Dronninglund.

Hun er netop af menighedsrådet ansat som sognepræst i den stilling, Rune Thomassen forlod tidligere på året. Hun kommer fra en stilling som sognepræst i Brønderslev og er gift med Jean Paul, som er fra Peru. Sammen har de børnene Alex, Andreas og Maria.

Hun har været præst i Brønderslev i de sidste godt tre år, så hun er en præst med erfaring og med en masse tanker om jobbet som præst. Desuden kender hun Dronninglund særdeles godt.

- Mine bedsteforældre boede i Dronninglund, og jeg kom der ofte som barn, fortæller hun.

- Jeg har altid holdt meget af byen, men inden jeg søgte jobbet som præst, har jeg gjort mig mange overvejelser over, om det mon var nostalgi, der trak i mig, eller om jeg også kunne se mig selv som voksen med mand og børn komme til Dronninglund. Jeg har været der mange gange og også haft min mand og børn med for at se, om der kunne være en fremtid der. Det er jeg helt sikker på, der er. Nu starter jeg så til juni, og jeg er klar over, at der vil gå tid med at lære byen og de mennesker, der bor der, at kende og også møde den kultur, der er der, før jeg kan begynde rigtigt at byde ind med det, jeg selv brænder for.

Kirke for alle

- Kirken er for mig vores alle sammens hjem. Det er det, kirken skal kunne. Det er der, man altid kan komme i alle livets facetter. Man skal kunne komme i hverdagen og med sin glæde, sorg og ensomhed. Man skal vide, at lige meget hvad man står med, kan man altid komme til kirken. Det er enormt glædeligt, at vi bliver brugt, og at folk kommer til os i livets yderpunkterne. Det er heldigvis ikke bare der, de kommer. Jeg tror, at man nogle gange undervurderer, hvor tilstedeværende kirken er hos fok. At de kommer til bryllup og begravelser betyder jo, at kirken er en del af deres bevidsthed.

Stress og arbejdspres

- Det er en speciel måde at arbejde på, når man er præst. Jeg er vokset op som præstedatter, så jeg kender til det. Det er en livsstil. Det er et job, hvor der altid er mere, man kan lave. Man kan altid gøre en prædiken bedre. Ændre småting og vendinger. Man skal ikke være for perfektionistisk, men altid gøre sit bedste. Lige meget hvor meget, jeg finpudser og gør det perfekt for mig, så ved jeg ikke, hvordan det bliver modtaget. Der sker noget i rummet mellem os. Det, jeg siger, bliver modtaget af den anden afhængigt af, hvad vedkommende kommer med i bagagen. For mig er det vigtigt, at jeg får sagt det, jeg kan stå inde for, og det, jeg mener er evangelieteksten. Jeg kommer slet ikke til at sige alt, hvad der er at sige om en tekst i en prædiken. Der er masser af ting, man kan gribe fat i, når det drejer sig om en bibeltekst. Man er nødt til at vælge ud. Teksten ændrer sig for hver gang, vi læser den, for den taler ind i vores virkelighed, og den ændrer sig jo. Derfor er det forskelligt, hvad der giver mening at tale om fra gang til gang. Jo, der er meget at lave, men det er et kæmpe privilegium at møde folks tillid, have samtalen og blive en del af deres historie. Det giver så meget både i gode og i smertefulde øjeblikke.

Kirken skal ikke reparere

- Jeg er her ikke for at reparere på nogen, men for at være med dem. Er der noget, der er svært i livet, kan jeg være der, lytte til dem og følges med dem, men jeg kan ikke reparere dem. Der er en tendens i samfundet til, at er der noget galt, må vi repareres. Så må vi gå til lægen, få en diagnose og få nogle piller, så man er perfekt igen. Ved præsten skal man ikke repareres. Der har man lov at komme uden at skulle leve op til at blive repareret. Sorg kan ikke repareres, men er noget, alle må bære. Det skal bæres, og det kan man så prøve at gøre sammen. Sorgen skyldes jo, at der har været en stor kærlighed, og den vil vi ikke af med. Prisen for kærlighed er, at den gør ondt, når den forsvinder. Den er et tegn på, at vi har haft kærlighed. Hvis vi ikke kan forholde os til andres smerte, ender vi med at ignorere andre folk, og så står de endnu mere alene. I smerten.

Kirken som kulturhus

- Man er i menighedsrådet i Dronninglund meget bevidste om samarbejdet med de andre kulturinstitutioner i byen. Det er noget af det, jeg rigtig godt kan lide. Vi bliver jo nødt til at være der, hvor folk er, for ellers får vi ikke den samtale eller det sprog, som gør det naturligt for folk at søge kirken. Vi skal tilbyde noget, der er relevant for dem. Det skal ikke blive en konkurrence om at få deres opmærksomhed, men et samarbejde om at skabe det kulturliv, vi med hver vores sprog ønsker for vores samfund.

Kirken lukkes

Kirken i Dronninglund skal renoveres, og det betyder, at den skal lukkes et helt år.

- Det bliver meget spændende at se, hvad der kan spire frem af nye tanker og idéer. Jeg er meget spændt, men jeg tænker, der allerede er en masse planlægning i gang, som jeg ikke er en del af nu, men jeg glæder mig til at se, om det er en begrænsning eller en mulighed. I det hele taget glæder jeg mig til at komme til Dronninglund og begynde som sognepræst, siger Solveig Jeppesen.