
Ny chef for 14 medarbejdere: Her er bankens nye afdelings-direktør
Lokalt vagtskifte i Sparekassen Danmark
BRØNDERSLEV: 1. februar tiltræder en ny afdelingsdirektør i Sparekassen Danmarks Brønderslev-afdeling. Det er Casper Elefsen, som kommer fra en lignende stilling i sparekassens Ulsted-afdeling.
I Brønderslev efterfølger han Dorte Vestergaard, som sparekassen nu henter til Vrå som ny afdelingschef i Kredit Privat.
Dorte Vestergaard har arbejdet i sparekassen siden 2016, og hun tiltrådte som afdelingsdirektør i Brønderslev 1. marts 2018.
Casper Elefsen har i 15 år været bosat i den by, hvor han nu bliver afdelingsdirektør for 14 medarbejdere. Han bor sammen med sin kone og deres tre børn i det nordlige Brønderslev.
Casper Elefsen stammer fra Jerslev, og han blev ansat som elev i Jerslev Sparekasse i 2006. Samme år fusionerede Jerslev Sparekasse med Sparekassen Vendsyssel, som i 2008 fusionerede med Ulsted Sparekasse. I 2011 flyttede Casper til afdelingen i Ulsted, og siden 2015 har han været afdelingsdirektør her.
I sin fritid er han sportsmand om en hals. Han spiller fodbold og tager gerne en lang løbetur.
Endelig dyrker han sit lokale netværk i Round Table i Brønderslev.
Afdelingsdirektørskiftet i Brønderslev markerer sparekassen med åbent hus i afdelingen på Albani Plads tirsdag den 31. januar kl. 14-16.