Ulrik er tilbage i den yderste by
Politibetjent Ulrik Elmkvist Eriksen fra Dronninglund er i øjeblikket udstationeret som betjent i Grønland. Herfra sender han med mellemrum et rejsebrev, hvor han beskriver livet langt mod nord. Her følger det seneste.
- Efter planen skulle jeg være syv måneder i Tasiilaq, men efter tre måneder blev jeg anmodet om at rejse retur til Ittoqqortoormiit og assistere der indtil omkring første maj. Byen er blevet mit absolutte favoritsted, så jeg takkede straks ja. De tre måneder i Tasiilaq var ekstremt travle, så lidt ned i gear passede mig fint. Det er næsten overflødigt at nævne, men vejret var igen besværligt, så det tog mig en uge bare at komme ud af Tasiilaq til Kulusuk. Derfra videre til Nuuk, hvor jeg havde set frem til fire fridage inden næste flyafgang til Reykjavik. Sådan gik det desværre ikke. Samme dag, jeg landede i Nuuk, skete der et modbydeligt drab på en 83-årig kvinde, så i stedet for at holde fri, gik jeg over til efterforskningslederen ved Nuuk Politi og tilbød min hjælp. Mange tak, lød svaret, og vi var i gang.
-
Det blev til fire lange og travle dage i Nuuk, og det endte da også med, at sagen blev opklaret. Jeg har tidligere arbejdet to år i efterforskningsafdelingen ved Nuuk Politi, så det var rigtig godt at møde og arbejde sammen med de gode folk igen. Den slags alvorlige sager, sidder vi bl.a. med hjemme i Aalborg i afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, så jeg følte mig på hjemmebane.
Tilbage i Ittoqqortoormiit
- Videre til Reykjavik, hvor jeg ikke kunne blive arbejdsramt, så de tre dage dér nød jeg rigtig meget. 31. januar landede jeg omsider i Constable Point, hvor jeg efter et kortvarigt stop fløj med helikopteren videre til Ittoqqortoormiit. Det var som at komme hjem, da jeg igen flyttede ind i mit lille røde hus på Inutsaiip Aqqulaa bygning 226. Min gode ven, Asser Pike, kom med en velkomstgave i form af to isbjørnekløer tillavet som halssmykker. Også en til din ’guune’, sagde han. På grønlandsk udtales k som g. Når man modtager gaver fra de lokale, har man gjort et eller andet rigtigt. Hvad, må jeg prøve at finde ud af. De første par dage mødte jeg mange kendte ansigter, og det var glædelige gensyn.
Første februar tog jeg plads ved det samme skrivebord, som jeg forlod for få måneder siden. Vi er, som jeg har skrevet tidligere, to faste politifolk og en fastansat reservebetjent på stationen. Melina, en ung kollega på 29 somre, er på sit første ophold i Grønland. Ikke helt normalen at blive sendt til de yderste kroge af Grønland første gang, man er udsendt. Man modnes hurtigt heroppe, hvad Melina til fulde har vist.
Sammen med Solveig
- Jeg havde længe set frem til 21. februar, hvor Solveig landede her i den yderste by. Her skal vi tilbringe tiden sammen frem til maj. Hun er fra første marts efterlønner og nyder den nye status her i det store smukke land. Bøger, langrendsski og passende tøj til indendørs idræt, hvad mere behøver man, siger hun. I de knap tre uger Solveig har været her, har hun oplevet at se sin første levende isbjørn og fangst af fem hvidhvaler ved iskanten.
Arbejdsmæssigt har der ikke været de store ting her i Ittoqqortoormiit. Nogle flækkede øjenbryn og misfarvede og bulede ansigter undgår vi ikke. Udover det, udsteder vi for tiden en del pas, fordi elever fra 7. klasse snart skal på tre ugers udvekslingsophold på en skole i Paris. Elever fra samme franske skole, var her i Ittoqqortoormiit sidste sommer, og da var der liv og glade dage i det lille afsides beliggende sted, slutter Ulrik Elmkvist Eriksen sit rejsebrev fra Grønland.
