Regn, slud og blæst kan ikke holde løberne tilbage
DRONNINGLUND: Det regnede og blæste, og det var mørkt, da syv løbere i tirsdags mødte op ved Dronninglund Hallerne kl. 17.00 for at løbe sammen. Det gør de hver tirsdag på dette tidspunkt samt om lørdagen kl. 09.00 fra parkeringspladsen ved Sømosen.
Bag initiativet står ikke en forening, men en gruppe frivillige, som gennem Facebook fortæller om aktiviteten. Gruppen kalder sig VILD, der står for ’Vi løber i Dronninglund’. Deltagerne er motionister, som bare elsker at løbe og gerne vil have flere med, da det er sjovere at løbe sammen end alene. Det koster intet, og man kan bare møde op, uanset hvor god eller dårlig man er.
Gruppen har eksisteret i knap 10 år, og alt tyder på, at det vil den fortsætte med. Flere af løberne har været med i mange år og er erfarne løbere, men der er plads til alle. Der kommer hele tiden nye til. Nogle er kun med få gange, mens andre fortsætter. I tirsdags mødte Lotte Koldbro således op. Det var første gang for hende.
- Jeg løb en del sidste år. Jeg løb for mig selv, men nu har jeg besluttet, at i år vil jeg løbe mit første halvmaraton. Det gør man jo ikke bare uden at træne. Jeg løber sammen med nogle kolleger, og nu vil jeg så desuden prøve at løbe med i denne gruppe. Jeg ved ikke, hvor langt vi skal løbe i aften. Jeg har fulgt gruppen på Facebook, og her kan man læse, at det finder man ud af på dagen. Jeg håber, det er omkring fem km. Vejret betyder intet for mig. Jeg er generelt meget ude og går bl.a. på jagt. Nu gælder det min første halvmaraton, og jeg ved ikke helt, hvornår den skal løbes, men et godt bud kunne være til sommer. Det er godt at have et mål. Mit mål sidste år var at få en bedre kondi, men så kunne jeg mærke, at jeg faktisk begyndte at nyde det. Det er dejligt at få en pause og gøre noget godt kun for mig uden forventninger fra andre, fortæller Lotte, mens flere og flere løbere møder op iført løbetøj med pandelampe og reflekser på tøjet.
Blandt deltagerne denne aften er også Per Lykkenshede, der er en slags tovholder for gruppen. Han vil ikke kaldes formand.
- Selv om vejret ikke er alt for godt, er det et godt tidspunkt at starte her lige efter nytår. Mange har et nytårsforsæt om at leve sundere og få en bedre kondition, og har man det, skal man bare være med hos os. Det er lidt koldt og vådt i aften, men når vi først kommer af sted, mærker vi det ikke. Så går snakken. Vi kan sagtens snakke, mens vi løber, og det gør vi, for det skal også være sjovt, lyder det fra Per Lykkenshede.
Så er klokken efterhånden blevet 17, og løberne samles og drøfter, hvor langt man vil løbe. I aften er der mødt syv op. Det svinger meget, og ofte er det mange flere, der løber med.
- Vi aftaler altid, hvor langt vi vil løbe og i hvilket tempo, fortæller Peter Ravn Sigsgaard, der er en flittig deltager.
- Det afhænger meget af, hvem der løber med. Om det er erfarne løbere eller helt nye. Vi skal jo finde et tempo, hvor alle kan være med. Jeg løber selv en del og er i god form, men tempoet betyder ikke så meget. Hvis jeg skal løbe langsommere eller hurtigere end mit normale tempo, så er det faktisk hårdere for mig og en bedre træning. At have en ny med, der løber langsommere, er ikke nødvendigvis en ulempe. Det kan være hårdt og rigtig god træning. En lang tur er på omkring 10 km. Normalt er turen på fem km, som vi løber samlet. Er der så nogle, der vil løbe længere, kan de bare tage runden en gang til, siger Peter Ravn Sigsgaard, inden han sammen med de øvrige løbere forsvinder ud i mørket og regnen.