Lidt sne i Tasiilaq den første weekend i november.
Mennesker

På job som betjent 100 km syd for polarcirklen

04. december 2022 kl. 08:03

Ulrik Eriksen fra Dronninglund har gennem længere tid været udstationeret som betjent i Ittoqqortoormiit i det nordøstlige Grønland. Herfra har han sendt flere rejsebreve. Nu er han flyttet til en ny by, og herfra vil han fortsætte med at fortælle om sine oplevelser. Her kommer hans første brev:

- Efter syv oplevelsesrige måneder i Ittoqqortoormiit rejste jeg sidst i september hjem til fire ugers ferie. Op til børnebørnene i Norge, til svigerfar i England, lidt tosomhed med Solveig i Spanien, og så var den måned gået. Nu er jeg returneret til Grønland og befinder mig stadig på østkysten. Anden november, efter to dages rejse, landede jeg i Tasiilaq, der med sine 2.000 indbyggere er Grønlands syvende største by. Byen ligger ca. 850 km syd for Ittoqqortoormiit og 100 km syd for Polarcirklen. Der er fem mindre bygder i distriktet med tilsammen omkring 700 indbyggere. Her i Tasiilaq skal jeg arbejde i yderligere syv måneder, og det bliver så afslutningen på mine grønlandske eventyr.

Første søndag i advent med juletræ på byens torv.

Trist rekord

Tasiilaq er meget smukt beliggende blandt høje fjelde, men desværre har byen en meget trist rekord med hensyn til alvorlige sager. 

Alene i år er her begået fire drab og anmeldt mange volds- og sædelighedssager. 

- De første fjorten dage, jeg var her, havde vi besøg af kredsretten og fik dermed hovedforhandlet en del sager. Jeg mødte selv op som anklager i en af dem. Vi havde også besøg af en videoafhører fra Nuuk, da der var planlagt flere afhøringer af børn, der havde været udsat for vold og seksuelle overgreb. Børnesagerne, som er et særligt fokusområde, er forankret i Overgrebsgruppen i Nuuk. Det er en forholdsvis ny ordning, og det fungerer rigtig godt. Videoafhøringer af børn kræver en særlig uddannelse, så det er udelukkende politifolk med de kompetencer, der afhører børn under 15 år. Den efterfølgende efterforskning og sagsbehandling sørger vi selv for.

Nordlys oplever man ofte in det nordlige Grønland.

Knivstikkeri og voldtægt

- På stationen er vi syv politifolk, fem danske og to hjemmehørende, som det hedder. Der er også ansat en kontorfuldmægtig, en kommunefoged, en bådfører, og som alle andre steder også en reservebetjent. Ude i bygderne er det kommunefogeder, der håndterer politiopgaverne, indtil politiet kommer og overtager. Tre patruljebiler, to snescootere og en flot patruljebåd med 2x200 hk bagpå er, hvad vi råder over på den front.

- Mit primære arbejde er at få efterforsket og afsluttet så mange af de ældste sager som muligt og kun i begrænset omfang deltage i vagttjenesten. I weekenden 12.-13. november var der i en af bygderne noget knivstikkeri, hvor en person til en fest blev lettere såret. Grundet vejret kunne vi ikke sejle ud og efterforske sagen, så det skete først tirsdagen efter. I mellemtiden var der også anmeldelse om voldtægt i en anden bygd. Den type sager sker stort set altid, når kvinder i festligt lag er faldet i søvn. Vi fik søsat Malik, og en kollega og jeg sejlede ud og klarede opgaverne.

Det er i disse smukke omgivelser, politibetjent Ulrik Eriksen arbejder.

I den seneste tid har Tasiilaq været plaget af hærværk. Der bliver knust en del ruder i biler og huse, og noget tyder på, det er skoleelever, der huserer. 

- Der er rigeligt at gribe i, og faktisk kan vi slet ikke nå at behandle den sagsportefølje, der genereres. Det er voldsomme tal i et samfund, hvor der bor ca. 700 færre indbyggere end i Dronninglund.

- Vejret i Tasiilaq er meget usædvanligt for årstiden. Det har regnet og rusket i store dele af november måned, men første søndag i advent fik vi endelig omslag i vejret, og frosten satte ind. Nu må sneen godt komme, så jeg kan blive fri for at høre på de unge kollegers klynkeri, fordi de ikke kan komme ud at køre på deres snescootere.

Patruljebåden Malik, benyttes meget, når betjentene skal rundt i distriktet.

Grydelapper og en hvidløgspresser

- Lad mig slutte første brev lidt muntert. Jeg manglede et par grydelapper og indfandt mig derfor i byens supermarked. Da jeg ikke kunne finde lapperne, tog jeg kontakt til en ung mandlig ansat. Der var nogen sproglige udfordringer, men med fagter og tegn fik jeg forklaret ham, at jeg brændte fingrene, når jeg hældte kogende vand fra kartoflerne. 

- Nogle minutter senere kom han smilende tilbage og rakte mig en Jamie Oliver hvidløgspresser! Jeg prøvede igen at forklare, hvad jeg manglede, og lidt efter var jeg den lykkelige indehaver at to grydelapper, slutter Ulrik Eriksen sit første rejsebrev fra Tasiilaq, Grønland.

Annonceret indhold

Nyeste