Bogtrykker Frits Danielsen og grafisk designer Ditte Odderskov med det informative hæfte, der udleveres gratis i klassesæt til skoler. Foto: Jørgen Ingvardsen
Mennesker

Skoler får nyt, gratis materiale om klima: Nej til reklamer redder ikke verden

04. januar 2022 kl. 20:10

Hvis vi ser bort fra den aktuelle corona-pandemi, så er klimaproblemerne noget, der optager de fleste i denne tid. Og med god grund. I forbindelse med klimadebatten er det let at finde syndere, og her bliver vort store papirforbrug ofte fremhævet. For at lave papir skal der bruges træ, og når skovene fældes, vokser klimaproblemerne.

Den udlægning er indehaveren af Basis-Tryk & Skilte i Dronninglund, Frits Danielsen, dog ikke helt enig i.

- Der er mange, der tror, at papirbranchen er den store synder, og at vi er skyld i, at regnskovene forsvinder, fortæller han.

- Så vælger man måske en digital løsning, fordi man tror, den er mere bæredygtig, men meget beror på misforståelser og manglende kendskab til branchen. Nogle tror, at siger man nej tak til reklamer, redder man verden. Så enkelt er det desværre ikke, fortsætter han.

Det rigt illustrerede hæfte fortæller på en sjov og oplysende måde om papirets vej fra træ til færdigt materiale. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen

Ser bort fra truede skove

Sammen med andre danske grafiske virksomheder forsøger han gennem GRAKOM, der repræsenterer kommunikationsindustrien bredt, at udbrede kendskabet til papir, tryksager og bæredygtighed.

- Vi får tit besøg af skoleklasser her på trykkeriet, og det er altid en fornøjelse. Vi oplever ofte den misforståelse, at skovene forsvinder på grund af papirforbruget. Sådan er de faktiske forhold ikke, for vi bruger udelukkende papir fra skandinaviske eller europæiske skove, og der bruges aldrig træ fra truede skove eller regnskove. Jeg kan med sikkerhed sige, at vi i den grad tager ansvar for papiret gennem de mange danske certificeringer, der dokumenterer vejen fra træet i skoven over papiret og tilbage til skoven, hvor træet kommer fra. Dertil kommer, at tryksager er bionedbrydelige og komposterbare, men vi skal dog først og fremmest genanvende papiret. Brugt papir består af naturlige ressourcer og er en vigtig råvare. Derfor skal vi fortsætte med at sortere papir, så det bliver genanvendt. Ellers går vigtige naturressourcer til spilde, fortæller Frits Danielsen, der også understreger, at man i trykkeriet udelukkende bruger miljøvenlige produkter, der er miljømærket med enten Svanen eller EU-blomsten.

For at udbrede kendskabet til papir, dets fremstilling og belastning på naturen har branchen udarbejdet klassesæt til undervisning i skolerne.

- Vi udleverer klassesættene helt gratis, og skolerne kan få lige så mange, de vil have. Hæfterne er fyldt med fortællinger om papir, træer og tryk, påpeger Frits Danielsen.

Ifølge Grakom er der to papirfabrikker i Danmark. Den ene laver æggebakker, og den anden det gamle papir om til nyt papir. Her i landet genbruger vi mere end 8 ud af 10 kg papir.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu