Mennesker

Mona har lavet så mange træsko, at hun næsten kan gøre det i søvne

04. august 2022 kl. 06:30

Den lille butik på hovedgaden i Asaa gør ikke meget væsen af sig. Et stort vindue og en dør i facaden på en mindre bygning. ”Asaa Træsko” står der på et skilt på butikken, der har ligget der i årevis. Mange tror ligefrem, at den har ligget der altid. Det har den nu ikke.

- Det hele startede i 70’erne, da min afdøde mand Erik købte huset, fortæller Mona Brix, der er indehaver af butikken.

Indenfor er der, som navnet antyder, træsko i massevis. I forskellige farver og størrelser. Spændende, men det mest interessante ligger omme bagved, for her er der en lille fabrik, hvor træskoene produceres. En række ældre og solide maskiner står side om side i det forholdsvis lille lokale med udsigt til haven. PFAFF, står der på en stor symaskine, mens navnene på de andre maskiner er sværere at tyde. Maskinerne viser med al tydelighed, at her er der blevet produceret træsko i mange år på den solide og gode håndværksmæssige måde.

Kvaliteten skal være i orden

- Man skal ikke hjavse med tingene, men gøre det ordentligt, lyder det fra Mona Brix, der, mens hun viser fabrikken frem, standser ved en større maskine. Også af ældre dato. Hvad den bruges til er ikke lige til at se.

- Den bruger jeg til at udstandse læderet. Jeg køber hele lædersider, som jeg standser ud til de forskellige skostørrelser. Jeg har en række forme, der passer til de forskellige skostørrelser. Så gælder det jo om at udnytte læderet bedst muligt og få så mange træsko ud af det, uden at noget går til spilde, fortæller hun, der har lavet træsko siden 1991.

Træsko ved et tilfælde

- Erik havde egentlig ingen planer om at lave træsko. Han købte huset i Asaa af en mand, der hed Nielsen. Han ejede butikken, hvor han handlede med lidt af hvert, som man gjorde dengang. Fletkurve, gummistøvler, slik, cigaretter og hvad der nu var plads til. Han lavede også nogle enkelte træsko. Det gav Erik en idé. Hvis Nielsen kunne lave træsko, så kunne han også. På det tidspunkt var der en træskofabrik i Sønderjylland, der lukkede, og Erik købte af en eller anden grund alle maskinerne og flyttede dem til Asaa. Det er dem, jeg fortsat bruger. Det var dengang, de kunne lave ordentlige maskiner, der kunne holde til noget, påpeger hun.

- På den anden side af gaden boede Smed-Aksel. Han solgte malkemaskiner. En dag fortalte han, at han manglede et par træsko, men vidste ikke, hvor han kunne købe dem. Erik sagde ingenting, men tænkte, at nu var chancen der for at lave det første par. Det er bare ikke så ligetil at gøre det, for man skal jo vide, hvordan maskinerne skal bruges. Det lykkedes ham dog at lave et par, som han straks gik over til Aksel med. Efter nogle minutter kom Aksel tilbage med træskoene i hånden. ”Jeg ved ikke, hvad det er for en kløvning, der har lavet de her træsko, men de prikker mine tæer,” sagde han. Det var kramperne, der stak op. Erik sagde ikke noget om, at det var ham, der havde lavet dem. Det var hans første træsko, og så er det ellers kørt derfra, fortæller Mona.

Erik døde i 2016

Efter Eriks død har Mona ført virksomheden videre og sørger fortsat for, at der laves træsko af bedste kvalitet i Asaa. Hun laver det hele selv, undtagen sålerne. Dem køber hun.

- Jeg sætter læderet på med 19 milimeter kramper. Det er noget, der holder. Jeg får heller aldrig reklamationer fra kunderne. Heldigvis. Kramperne bliver skudt ind i sålen, og her har jeg et par gange været uheldig. Jeg har fået en krampe i låret og én igennem tommelfingeren. Det var ikke rart, men den kunne da heldigvis tages ud med en knibtang, fortæller hun.

Der produceres fortsat træsko i den lille fabrik, men ikke i helt så store mængder som tidligere.

- Frem til 2019 tog jeg jo hver sommer på markeder rundt om i landet. Det var hårdt, men også sjovt. Jeg fyldte bilen med træsko og drog af sted og var væk i flere dage. Der blev virkelig solgt mange træsko. Dem lavede jeg om efteråret og vinteren, hvor jeg opbyggede et større lager. Måske 150 par af hver størrelse. Det har jeg ikke brug for nu, så nu laver jeg nærmest fra uge til uge, fortæller hun.

Nogle vil måske mene, at træsko er lidt gammeldags, men ikke Mona.

- Træsko er et gammelt fodtøj, men bruges stadig af mange. Småbørn vil gerne gå i træsko, men så kommer der lige en alder, hvor børnene går i skole. Så vil de ikke have træsko, men når de kommer op i 30-års-alderen, kommer de tilbage. Det er jo praktisk, hvis man lige skal noget udenfor, så kan man stikke fødderne i dem. Det er også godt for foden. Den, jeg laver, er bred i forfoden. Det er også et billigt fodtøj, men priserne får nok lige et lille ryk opad til efteråret, for råvarerne stiger voldsomt.

Mona er en af de sidste i landet

- Der er ingen mere, der laver træsko her i landet. Der er vist en dame i Sønderjylland, men ellers er der kun mig tilbage. Jeg ved ikke, hvor længe jeg fortsætter, men jeg kan godt lide arbejdet og holder aldrig ferie. Jo, det passer ikke helt, for i 2019 var jeg en uge i Schweiz til bryllup. Det var hyggeligt, så måske skulle jeg prøve det igen, siger Mona Brix, hvorefter hun sætter sig ved en af maskinerne for at lave endnu et par træsko, som hun har gjort næsten hver dag de seneste 30 år.

Annonceret indhold

Nyeste