Mariane er både taknemmelig og imponeret over det danske sundhedsvæsen

DRONNINGLUND: - Jeg har kræft på hjernebjælken i meget aggressiv form. Det er uhelbredeligt og betyder, jeg skal dø.

Sådan lyder det fra 70-årige Mariane Søgaard. Hendes nuværende adresse er værelse 66 på aflastningsafdelingen på plejecenter Margrethelund. Et lille værelse med seng, bord og stol. Det er sparsomt, men det er alt, den tidligere så aktive kvinde har brug for efter 30 strålebehandlinger og 40 kemokure i løbet af den seneste tid. Det hele ser lidt trist ud, men alligevel er det en smilende og venlig Mariane, der tager imod fra sin kørestol.

- Jeg har været i bad og lige fået mascara på. Det havde personalet vist ikke prøvet før, siger hun, der i dag skal have hjælp til alt.

- Det har været svært at affinde sig med. Man skal vænne sig til, at der er en anden, der passer og plejer en i alle situationer. Jeg er meget blufærdig, så der har været mange kameler at sluge, siger hun, der fik sin alvorlige diagnose i februar.

Jeg skal have hjælp til alt, så der har været nogle kameler, jeg skulle sluge. Jeg er et blufærdigt menneske, fortæller Mariane. Foto: Jørgen Ingvardsen

Planlagde tur til Canada

- Jeg var syg i en måneds tid inden, men vidste ikke, hvad jeg fejlede. Jeg havde det så godt, at jeg i starten af januar sammen med min mand planlagde en tur til Canada, hvor vi skulle vandre i Rocky Mountains. Det skal vi så ikke. Vi skal ud på en anden rejse, nemlig til Glioblastomaland, siger hun med henvisning til, at hendes sygdom hedder glioblastoma. Den rammer årligt omkring 300 danskere.

- Da jeg fik diagnosen, tror jeg ikke, jeg helt fattede, hvor alvorligt det er. Det er først kommet senere. Min kræft er desværre meget aggressiv, siger hun, der i sit arbejdsliv var leder af Børnehuset Himmelblå i Dronninglund. Hun har ligeledes gennem en årrække været meget aktiv som folkedanser og dansede omkring 10 timer hver uge sammen med sin mand.

Mariane Søgaard er i denne tid på aflastning på plejecenter Margrethelund. Hun bruger hver dag tid på at skrive dagbog for at fastholde alt det, hun er taknemmelig for. Foto: Jørgen Ingvardsen

Har forstået alvoren

Trods den svære situation hun sidder i, er der kræfter til at tænke på andre og fremtiden.

- Jeg er låst inde i min egen krop og er fuldstændig klar over, at jeg ikke kan komme hjem. Jeg er nødt til at være realistisk, så det bliver et plejehjem, jeg skal bo på. For kort tid siden har sygehuset ændret på min medicin, og det skal vi nu se, hvordan jeg reagerer på. Det kan betyde, at jeg igen skal have kemo og stråler, men det skal jeg selv tage stilling til, om jeg vil eller ej. Jeg er heldigvis klar i hjernen nu, og det er mit held. Nogle gange sætter sygdommen sig på frontallappen, og så ænder folk fuldstændig mentalitet og bliver et helt andet menneske, siger Mariane, mens hun kigger i sin dagbog, som hun flittigt skriver i hver dag. Den ligger på bordet foran hende, og hun skriver, selv om der måske ikke sker så meget.

- Jeg sørger for at få kontakter udadtil og på den måde få inspiration. Jeg skriver for at fastholde alt det, jeg er taknemmelig for, og det, der har været en succes i løbet af dagen. Jeg gør det også for at bevare min evne til at stave og skrive, siger hun.

Jeg ved, jeg skal dø, så jeg er i gang med at klare nogle hængepartier, jeg gerne vil have på plads. Foto: Jørgen Ingvardsen

Traf beslutning om forløbet

- Da jeg fik diagnosen, satte jeg mig ned og skrev, hvordan jeg ville agere under mit sygeforløb. Jeg ønsker at være respektfuld over for personalet og være anerkendende og positiv. Jeg besluttede også at være en aktiv medspiller, og det mener jeg også, jeg er.

Mariane kender efterhånden sundhedsvæsenet godt, og hun er særdeles tilfreds med den ellers så ofte kritiserede sundhedssektor og har kun rosende ord.

- Jeg er i en situation, hvor det er nemt at få øje på det, der går galt, men det har jeg lovet mig selv, at det vil jeg ikke. De gør alle et kæmpearbejde. Jeg har kun mødt personale, der taler roligt og venligt til mig. De forbereder mig på det, der skal ske, og inddrage mig i alle beslutninger. Jeg er vildt imponeret. Det er ikke bare sygehjælperne, der er venlige og hjælpsomme, det gælder også chauffører, plejepersonale, rengøringspersonale, og jeg kunne nævne alle. De er alle søde og rare både her og på sygehuset. Der er så mange rundt omkring mig, som fortjener at få noget anerkendelse for deres arbejde. De udfører ikke bare et arbejde, men udfører det ordentligt, etisk, anerkendende og positivt. Det er jeg så imponeret over og taknemmelig for. Jeg ved, sundhedsvæsenet er presset, men det føler jeg slet ikke. Jeg har ikke oplevet travlhed en eneste gang, selv om jeg ved, de er pressede.

Åben om sin sygdom

- Jeg ved, jeg skal dø, og jeg har nogle hængepartier, jeg gerne vil have løst, og dem er jeg i gang med. Det er udelukkende på det personlige plan, for alt det andet med at få smidt gamle syltetøjsglas og den slags væk, tænker jeg slet ikke på. Jeg har en dejlig mand, og jeg også begyndt at snakke med ham om, at der bliver et liv uden mig. Når man bliver syg, rammer det jo hele familien. Jeg har haft besøg af en præst. Ikke fordi jeg er religiøs, eller det er jeg måske ud fra Grundtvigs værdier, men jeg er ikke en, der går i kirke. Jeg tænker meget over livet og nu også døden. Min bisættelse er planlagt i detaljer. Der skal bl.a. være solosang, og så skal der læses et digt, der hedder ’Rejsen til Holland’. Jeg har med min sygdom sendt alle på en udviklingsrejse, de har skullet forholde sig til, så jeg synes, digtet passer så godt, slutter Mariane Søgaard rolig og afklaret.