Maiken Jensen har netop overtaget direktørjobbet på Dronninglund Hotel efter den mangeårige leder, Karen Jespersgaard.
Mennesker

Maiken er ny hoteldirektør

14. januar 2023 kl. 12:21

Man kan vel dårligt sige, at der er kommet nye boller på suppen på Dronninglund Hotel for med ansættelsen af Maiken Jensen som ny direktør, får man en kvinde, der kender hotellet ud og ind. Hun er udlært på stedet, hvor hun startede i 1995. 

Efter læretiden kom hun til Hjallerup Kro, hvor hun var i 12 år. Derefter et enkelt år i Ringkøbing, inden hun vendte tilbage til Dronninglund for 13 år siden.

- Alle de hoteller, jeg har været på, har været en del af den samme koncern. Jeg kender hotellet, og det er da også min plan, at det skal køre videre i samme ånd. Jeg har selvfølgelig nogle idéer til fornyelse, men stort set er min plan at køre hotellet videre med alle de traditioner, vi kender og holder af. Det er et spændende, men også hårdt job, for selv om jeg har været her i mange år, er der meget, jeg skal lære stadigvæk. Der sker hele tiden så meget, og det er sjældent, der er to dage, der en ens, fortæller Maiken Jensen.

Kriser, hvad så?

- Naturligvis kan vi mærke, at folk passer lidt bedre på pengene. Hotelbesøg er jo et område, hvor folk sætter bremsen i, når krisen kradser. Det kan godt mærkes, men vi kører med en række tilbud og nye tiltag og har heldigvis stadig mange gæster. Vi vil naturligvis gerne have lokale indenfor, men vi satser også på kunder langvejs fra. Da vi for kort tid siden holdt åbent hus, kom der godt med bestillinger i ordrebøgerne, så jeg er ikke så bekymret for fremtiden. Familiefester som konfirmation, bryllup og runde fødselsdage holder folk fast ved. Det kan så være, de inviterer lidt færre gæster, men festerne vil de have. Vi er så heldige at have mange trofaste kunder, som holder festerne her hos os, og som kommer igen og igen. Det er dejligt, for det viser jo, at de har været tilfredse med os. Vi har også en del udlændinge blandt kunderne. Der kommer mange gæster fra Norge. Svenskerne ser vi derimod ikke så meget til. Deres krone er blevet meget mindre værd, så de bliver hjemme, oplyser hoteldirektøren.

Mad ud af huset

- Vi leverer mad til pensionister hver eneste dag året rundt, og det drejer sig om 450 til 600 frisklavede måltider. Vi har lige fået Aalborg Kommune med, så nu dækker vi hele området fra Aalborg til Skagen. Det er kun den vestlige del af Vendsyssel, vi ikke kører i. Det er store portioner, vi producerer. Hertil kommer mad til arrangementer her i huset, så det er meget mad, vi laver. Nu er el- og gaspriser heldigvis på vej ned igen, men prisen på mad er desværre ikke fulgt med, så det gælder om at få lavet nogle gode aftaler med leverandørerne, påpeger hun.

For Maiken Jensen er arbejdet i hotelbranchen ikke et job, men en livsstil.

En branche i udvikling

- Vi skal hele tiden lede efter nye ting, og vi har virkelig lagt hovederne i blød for at finde på nyt. Det er jo en branche, der er i konstant udvikling, og vi skal hele tiden følge med. Det prøver vi så. Vi forsøgte med julemarked i december, og det var fint besøgt. Vi vil også gerne være mere med, når handelsstandsforeningen har arrangementer. Endelig har vi også aftener med musik og dans, som vi gerne vil have bredt ud over flere weekender. Her håber vi, at de danseglade i Dronninglund kunne få lyst til at være med og få en god aften.

En stor arbejdsplads

Hotellet er aldrig lukket. Der skal laves mad hver dag, og med 70 værelser er der også altid gæster på hotellet. Der skal derfor være folk på arbejde 365 dage om året.

- Det har været svært at skaffe medarbejdere, men det er blevet lidt bedre. Vi er vel omkring 50 ansatte i alt. Rengøringen har vi et rengøringsselskab til at stå for, så de tæller ikke med som ansatte. Vi skal alle dage have folk på arbejde, for at få det hele til at hænge sammen. Jeg træder gerne til, hvis det spidser til. Jeg giver gerne en hånd i køkkenet, hvis der er brug for det. Jeg er uddannet tjener, men jeg kan godt finde ud af at svinge gryderne i køkkenet. Meget af det, der foregår på et hotel, sker jo på tider, hvor andre holder fri. Det er aftener og weekender, men det klarer vi. Jeg siger altid, at det her ikke er et job, men en livsstil, slutter Maiken Jensen.

Den nye direktør er ikke bange for at give en hånd med, når det spidser til. Hun hjælper også gerne til i køkkenet.
Annonceret indhold

Nyeste