Kaj har været direktør i 50 år og har ingen planer om at stoppe

- Jeg møder ikke på værkstedet før kl. 7.30, for jeg skal lige have læst avisen først. Tidligere mødte jeg altid kl. 6.30, men det gør jeg ikke længere, fortæller 81-årige fabrikant Kaj Olesen, der 1. april har stået i spidsen for Maskinfabrikken Frem i Agersted i 50 år.

Han er tredje generation i virksomheden, der blev startet af bedstefaren i 1923 med produktion af vaskebrætter og bageovne. Fabrikken har således 100-års jubilæum i år. Senere overtog faderen virksomheden, inden Kaj i 1973 tog over og med succes førte virksomheden videre. I perioder var der op mod 20 ansatte, men det kapitel er for længst overstået.

Nu går Kaj alene rundt i de store lokaler, hvor maskinerne fortsat står. De samler dog ikke støv, for de bruges ofte, da der fortsat kommer ordrer fra kunder, som har benyttet virksomheden i årevis og som ved, at når man bestiller noget hos Kaj, så bliver alle aftaler overholdt, og tingene leveret til tiden. Sådan har det altid været, og sådan er det fortsat. Derfor har virksomheden også gennem årene haft masser af store kunder både herhjemme og i udlandet, som underleverandør til skibsværfter og skibsindustrien.

Der er altid nye opgaver

- Jeg har mange gamle og trofaste kunder, men der kommer nu også nye til. Efter påske skal jeg til at lave noget for Danfoss. De har en afdeling i Odense, der laver brandsikringsudstyr til det indiske søværn. Det er bare en plade med nogle huller i og så noget rundt om. Det kan godt undre mig, at de ikke kan lave det dernede, men det er en opgave, jeg gerne klarer. Jeg må da indrømme, at det giver lidt selvværd, at man fortsat kan bruges, og at der er nogen, der har brug for en. Nu ved de fleste heller ikke, hvor gammel jeg er. De ser mig jo ikke, og det er måske en fordel, siger han, der lige har lavet nogle svejsninger, han ikke er helt tilfreds med.

- De er stærke nok, men de er ikke pæne, så det må laves om. Sådan er det, og jeg har jo kun mig selv at være sur på.

På værkstedet alle hverdage

Kaj arbejder stort set hver dag på værkstedet med mindre opgaver. De større overlader han til underleverandører.

- Jeg skal på værkstedet hver dag, også selv om omkostningerne er forholdsvis for store her om vinteren. Jeg skal jo have varme på, selv om jeg går her alene. Nu har jeg heldigvis en god kontrakt med Nordlys med billig strøm. Den kører i to år mere, så der er jeg heldig. Jeg skal have noget at lave. Hvis jeg skulle sidde i en lænestol, ville jeg hurtigt dø. Sådan tror jeg, mange har det. Man skulle sætte pensionsalderen op til 80 år. Tænk på den arbejdskraft, der vader rundt på golfbanen til ingen verdens nytte, siger han, hvorefter døren går op, og hustruen Gunver træder ind.

Hun har lige været en tur i Sindal med en hel palle, hvor der var omkring 600 emner, Kaj har elektropoleret. De to har kørt parløb gennem alle årene, og det fortsætter de med.

Rejst meget

Trods et ofte hektisk arbejdsliv har de altid fundet tid til at rejse meget sammen.

- Vi var tre uger i Grækenland sidste år. Da var jeg ved at dø af kedsomhed. Tre uger, hvor jeg bare kunne dappe rundt på hotellet og stranden. Det var ikke sjovt, men ellers har vi haft mange oplevelser på de utallige rejser, fortæller han, der nu mest bruger fritiden i sommerhuset i Sæby.

- Der er altid noget at lave i sommerhuset. Jeg reparerer og bygger om og er ikke færdig endnu. Det bliver jeg nok heller aldrig. Vi havde tidligere et i Lyngså. Det byggede jeg også om, og da jeg var færdig med det, gad jeg ikke komme der længere. Så solgte vi det og købte et i Tyrkiet. Det havde vi nogle år, og var glade for de år, vi havde der, men solgte det og købte det i Sæby. Det er noget nemmere at komme til Sæby, fortæller han.

Modeljernbanen venter

- Jeg har det egentlig fint med at blive gammel, og jeg er afklaret med, at fabrikken lukker med mig. Børnene ønsker ikke at overtage, og så er det sådan, det er. Jeg fortsætter så længe, jeg kan, og så må det stoppe. Jeg hygger mig, og jeg vil da påstå, at jeg har Danmarks største hobbyrum. Jeg er altid i gang med et eller andet og keder mig aldrig. Skulle det ske, så har jeg en stor modeltogbane pakket ned i papkasser. Der har jeg faktisk en plan om, at den skal sættes op igen, men om det nogensinde sker, ved jeg ikke. Det må blive, når jeg bliver gammel, slutter 81-årige Kaj Olesen med et stort smil.