Billede beskrivelse

Kai blev hædret for sin indsats gennem mere end 50 år

09. december 2023 kl. 07.00
Opdateret 11. december 2023 kl. 08.43

Hvis man bor i Hjallerup, kan man næsten ikke nå en finere hædersbevisning end at blive udnævnt til årets ’Hjalle’. Det er Hjallerup Samvirke, der uddeler den fornemme pris, og den gik i år til 80-årige Kai Hvolgaard.

- Det var også på tide, tænkte jeg, da jeg fik det at vide, fortæller Kai, da han en uges tid efter tildelingen sidder i sin stue og betragter det synlige bevis på hæderen.

- Nej, pjat. Det er en stor ære at have modtaget Hjallen, og jeg er både stolt og taknemmelig, siger han.

Kai blev hædret for sit store frivillige arbejde. Han har således været en del af Hjallerup Marked i over 50 år. Desuden har han en stor andel i, at Hjallerup Jagtforening har udviklet sig til at være den tredje største jagtforening i Nordjylland.

- Jeg er stolt, fordi der er rigtig mange andre her i byen, der gør et stort stykke arbejde, og taknemmelig, fordi nogle har ment, at jeg har gjort mig fortjent til prisen. For mig har det altid været noget helt naturligt at være engageret i de ting, der har min interesse. Det har altid været lysten, der har drevet mig, og har det så samtidig været med til at glæde andre, så er det kun et plus, lyder det fra Kai, der sammen med sin kone, Bodil, flyttede til Hjallerup i 1970.

- Det første år var jeg ikke med på markedet, men det kom jeg året efter, fortæller Kai.

Billede beskrivelse

Frivillig i over 50 år

Han har så godt som hele sit voksenliv ydet en indsats som frivillig på mange områder. Han har således i 30 år været holdleder for Hjallerup Idrætsforenings bedste herrehold i håndbold.

- Jeg har altid været interesseret i sport og især fodbold. Det var derfor naturligt for mig at blive træner for de små fodboldspillere. Det var jeg i flere år. På et tidspunkt blev jeg så spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at blive holdleder for herrernes førstehold i håndbold. Jeg vidste ikke meget om håndbold, men blev overtalt, og det har jeg aldrig fortrudt, siger Kai, der fortsatte som holdleder i 30 år.

Det er nok især jagtforeningen, der har haft hans helt store interesse. Han kom i bestyrelsen i 2002 og overtog posten som kasserer. Med Kai i bestyrelsen udviklede jagtforeningen sig til at være den tredje største i Nordjylland med over 400 medlemmer.

Stor interesse for jagt og natur

- Jeg har haft jagttegn, siden jeg var 16. Faktisk begyndte jeg som 5-årig at gå efter min far, når han gik på jagt. Jeg lærte meget af ham. Når vi gik på jagt og f.eks. skød to harer, så gik vi hjem. Så var der en til at putte i fryseren, som var oppe i byen, og en til næste søndag, hvor vi fik haresteg. Der skulle ikke skydes mere. Det princip har faktisk fulgt lige siden, fortæller Kai.

Den store indsats i jagtforeningen har Kai ikke været alene om. Hustruen Bodil er næsten lige så aktiv.

- Vi bor jo tæt på jagtcentret, og det er ikke for meget sagt, at stedet for både Bodil og mig er vores andet hjem. Vi bruger begge mange timer dér, og det er dejligt at være to om en fælles interesse. Bodil har i virkeligheden en stor andel i min Hjalle.

Billede beskrivelse

Selv om de begge er fyldt 80 år, er de stadig særdeles aktive, og det fortsætter de med, så længe helbredet holder.

- Jeg er lidt bekymret for fremtiden, hvad angår det frivillige arbejde. Det bliver svært at få kommende generationer til at lave frivilligt arbejde. De vil have penge for det. Det vil ødelægge vores foreningskultur og lukke de små foreninger. Der er jo ikke penge til at aflønne folk, påpeger Kai, der, selv om han er født i Vester Hassing, er hjallerupborger helt ind i sjælen.

- Vi kommer aldrig til at bo andre steder. Hjallerup er en dejlig by. Der er 59 foreninger i Hjallerup, så der er noget for enhver. Jeg synes dog, vi mangler en ordentlig butik. Det er ene discountbutikker, og det er et problem, siger Kai Hvolgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste