Erik Østergaard har skrevet en bog om sit spændende liv. Han kalder den en krønike med titlen 'En landsbydegn'. Foto: Jørgen Ingvardsen
Mennesker

- Jeg har altid følt mig som en degn, og det gør jeg stadigvæk

28. april 2022 kl. 07:00

Siger man Klokkerholm, er det svært at komme uden om navnet Erik Østergaard. Han har de seneste 50 år været med i stort set alt, der er foregået i byen. Idrætshallen, fjernvarmen, hvor han var formand i 39 år, og byfornyelsesudvalget for blot at nævne nogle af de mange ting, han har været involveret i og været drivkraften bag. Nu har han især af helbredsmæssige årsager trukket sig fra det hele, mens han nyder livet i sin bolig midt i den by, der har været hans liv de seneste godt 50 år. Her sidder han og ser med tilfredshed tilbage på et langt, spændende og godt liv. Det har en skrevet en bog om, eller, som han kalder det, en krønike.

Bydreng og landsbydegn

Titlen er ’En landsbydegn’, og det til trods for, at han er født i Prinsensgade midt i Aalborg.

- Jeg har altid følt mig som en degn lige siden, jeg gik i skole på Rantzausgades Skole i Aalborg. Og det gør jeg stadig. Som barn ville jeg enten være kok eller lærer. Det blev så lærer, og det har jeg aldrig fortrudt, fortæller han.

- Ideen med at lave krøniken er ikke, at alle mulige skal se, hvor fantastisk jeg er. Den er til min familie og venner. Jeg kunne have skrevet fire bøger, men jeg er jo nødt til at vælge ud for at få et billede af mig. Den er skrevet til mine børnebørn og deres børn, når de engang spørger om, hvem deres tipoldefar var. Så kan de læse det her. Måske kan de blive kloge på lidt af historien. Det er jo altid historien, vi lærer af, siger han og fortsætter:

- Jeg blev lærer fra Aalborg Seminarium, og så kan man måske undre sig over, at jeg valgte at blive lærer i Klokkerholm, men det skyldtes flere ting. Jeg havde mødt Inge, som senere blev min kone. Hun havde været på det, vi dengang kaldte ’på græs’ på Klokkerholm Skole. Det var hun særdeles tilfreds med. Desuden boede mine bedsteforældre i Klokkerholm, så jeg er kommet her som barn. Både Inge og jeg blev ansat på den lille og velfungerende skole i Klokkerholm. Der har altid været en særlig ånd på den skole, og jeg elskede at være der.

Skoleleder i Aalborg

- På et tidspunkt blev jeg skolevejleder på skolen, og tanken om at prøve at blive leder begyndte så småt at indfinde sig. På et tidspunkt søgte jeg to stillinger på en gang. På Flauenskjold Skole og Vesterkærets Skole i Aalborg. Jeg troede faktisk, jeg fik stillingen i Flauenskjold, for jeg havde talt med flere fra skolenævnet, der havde sagt, at den stilling skulle jeg have. Det gjorde jeg ikke, men i stedet blev jeg ringet op fra Vesterkærets Skole og fik at vide, at jeg havde fået stillingen der. Det var i 1985. Det var noget af et chok for mig. Jeg var så naiv og troede, at alle skoler var som den i Klokkerholm. Sådan var det ikke. Lærerne på Vesterlærets Skole havde dengang den indstilling, at det var dem, det handlede om. Ikke børnene.

Jeg var der ikke så længe, for pludselig lavede Aalborg Kommune om på skolestrukturen, og jeg blev flyttet til Gammel Lindholm Skole. Jeg lavede flere fejl i den korte tid på Vesterkæret, men det var en god øvelse, for de fejl begik jeg så ikke på den nye skole. På den måde fik jeg meget ud af mit korte ophold på Vesterkæret.

Glade Lindholm Skole

I Lindholm mødte jeg en række progressive lærere, og tiden her blev god. Det var nogle gode år. Jeg omdøbte fra starten skolen fra Gl. Lindholm til Glade Lindholm Skole. Den var stor med 115 ansatte og 700 elever. Her nød jeg virkelig at være, til jeg gik på pension i 2008. Jeg har en god fornemmelse, når jeg ser tilbage. Selvfølgelig har jeg lavet fejl, men jeg har også lært af dem, fortæller han.

Selv om han blev ansat ved Aalborg Kommune, glemte han ikke Klokkerholm og arbejdede fortsat ihærdigt på at skabe en række ting i byen.

- Jeg har altid blandet mig, for jeg vil gerne være med til at påvirke tingene. Jeg er gået meget op i det lokale. Der skel ske noget, og det skal se ordentligt ud, påpeger han.

Ikke kun en dans på roser

- Min gamle bedstefar havde ret, da han for mange år siden sagde til mig, at livet er fyldt med genvordigheder, og de rammer hårdt. Vi mistede vores nyfødte barn i 1970, jeg har gennemgået en stor hjerteoperation, og senest har jeg fået konstateret kræft. Jeg har været igennem flere operationer og kemokure, og det har drænet mig for energi, men jeg klager ikke, understreger han.

Noget af det, Erik Østergaard har hadet mest hele sig liv, er Sandemoses berømte jantelov.

- Den nedgør alting og repræsenterer præcis det modsatte af, hvad jeg hele livet har stået for. Vi er alle unikke, og vi er noget. Man skal skabe udvikling på den gode måde med smil og glæde. Det smitter, slutter 75-årige Erik Østergaard.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu