Hanna vandt hovedpræmien
Igennem hele efteråret og frem til jul har man i MENY Dronninglund kørt en bonkonkurrence, som i al sin enkelhed går ud på at skrive sit navn og tlf.nr. bag på sin bon, når man har handlet, og aflevere bonen i en postkasse.
Så er der hver uge blevet trukket en ugevinder, og lige før jul skulle vinderen af hovedpræmien, en flot Anthon Berg cykel, findes.
- Det er virkelig fedt, at der er så stor en opbakning til vores konkurrence, siger grøntchef Christian ’Krølle’ Astrup, som har været ansvarlig for konkurrencen.
- Vi har faktisk også haft nogle ret fede præmier, hvis jeg selv skal sige det. Vi er glade for at Anthon Berg har været sponsor på hovedpræmien. Det er en cykel, som vil vække opsigt i byen, slutter Christian med et smil.
Vinderen, Hanna Rasmussen, hentede cyklen sammen med sin datter Frida.
- Jeg vinder ellers aldrig noget, og så vinder jeg sådan en flot cykel. Jeg handler tit i MENY, men havde ikke i min vildeste fantasi troet, at det var mig, der havde vundet, fortæller en glad vinder.
Hvem, der så skal benytte cyklen i dagligdagen, vides ikke. Det må man se, når den opsigtsvækkende cykel færdes i bybilledet.