Gymnasielærer er nu også kropsterapeut
Til dagligt underviser Grete Runnom Kristensen i biologi og naturgeografi på Dronninglund Gymnasium. Og det er hun glad for.
Lige før jul blev hun også færdiguddannet som Totum kropsterapeut, og hun er netop blevet færdig med at indrette sit nye behandlerrum på Dronninglund Slot.
- Jeg elsker at undervise på gymnasiet og vil gerne indrette min uge, så jeg fortsat er lærer og samtidig kropsterapeut. Jeg mener faktisk, at jeg med min nye uddannelse kan gøre undervisningen mere praktisk orienteret og nærværende for eleverne samtidig med, at jeg starter en mindre virksomhed som kropsterapeut ved siden af gymnasielærerarbejdet, forklarer hun.
Der findes en række terapiformer i dag, og når hun valgte at blive Totem kropsterapeut, skyldes det noget helt bestemt.
- Der er i dag en udbredt opfattelse af, at vores krop og psyke hænger sammen som en helhed, og det er netop den opfattelse, Totem kropsterapi tager udgangspunkt i. Vores sundhedssystem er mest baseret på medicin og kirurgi. Man symptombehandler uden at finde årsagen. I Totem kropsterapi finder man årsagen bagved det, man fejler. Ikke livstruende sygdomme som kræft, men de lidelser, der kommer af at være fortravlet eller ved at have haft en svær barndom. Filosofien er, at det er din sygdom, der gør dig rask. Når du forstår, hvad du fejler, så bliver du rask, siger hun.
Det hele lagres i kroppen
- Alt, hvad vi oplever af både både positivt og negativt, lagres i vores krop på forskellig vis. Det kan efterhånden give problemer. Fokus i kropsterapi er netop at løse årsagerne og ikke blot behandle symptomerne. Vi arbejder ud fra, at årsagen til smerten ikke nødvendigvis sidder samme sted som selve smerten. Kropsterapi styrker kroppen til at kunne restituere og dermed helbrede sig selv. Behandlingsformen bygger både på massageteknik, åndedrætsøvelser, zoneterapi, akupunkturtryk, mobiliserende ledfrigørelse og samtale. Det kan bruges til at afhjælpe f.eks. ondt i ryg, skuldre, nakke, arme og ubalancer i kroppens nervesystem herunder stress og depression, understreger hun.
Traumer sætter sig i kroppen
- Traumer og noget af det, man har oplevet gennem livet, sætter sig rundt omkring i kroppen, og ud fra det kan man behandle, så man frigiver traumerne eller fjerner dem. Vi rummer alle noget fra vores familie og slægt. Noget er forløst, men en del er ikke. Man arver både gode og dårlige ting fra sin familie. Lige fra temperament til at have ondt de samme steder. Grunden til, at jeg synes kropsterapi er interessant, er, at den er meget helhedsorienteret. I dag er det meget oppe i hovederne, det foregår, men det er vigtigt, at man kommer ned i kroppen og rent faktisk føler, hvad der foregår dernede. Der er meget psykologi i kropsterapi, og det medvirker også til, at ting kan forløses.
Informationsniveauet er højt
- Vi bliver bombarderet med informationer, og hovedet fyldes uafbrudt. Det bevirker ofte, at vi glemmer at lytte til kroppen. Man har ondt i skulderen, men spekulerer ikke over årsagen til det. Jeg møder klienter, der godt ved, de har for travlt, og som tror, at en omgang massage klarer det hele. Her tager de fejl. Jeg kan ikke løse et fortravlet liv, men jeg kan fortælle, hvorfor vedkommende har ondt i skulderen eller maven. Så må man selv tage stilling til, om man vil blive ved med at have ondt eller leve et andet liv, hvor man ikke behøver at være så forpint. Man kan gå andre steder hen for at få behandlet en øm muskel, men det er vigtigt, at man foruden at behandle problemet også fokuserer på, hvorfor den er øm. Symptombehandling er ikke nok. Man skal finde årsagen til problemet og hjælpe klienten til at forstå, hvad der forårsager det, siger Grete Runnom Kristensen.
Det knap så håndgribelige
Hun er uddannet inden for det naturvidenskabelige felt og bevæger sig nu tilsyneladende over i et noget mindre konkret område.
- Jeg synes faktisk, kropsterapi er ret konkret. Jeg har undervist i biologi på a-niveau i mange år, og jeg kommer tit til kort, når eleverne spørger ind til sådan noget som stress og forskellige andre lidelser. Videnskab er godt, men vi er nødt til at tænke bredere og mere holistisk. Det er det, jeg gør. Hos mig tager en behandling typisk fem kvarter, hvor vi først snakker lidt, hvorefter klienten bliver lagt på briksen i 55 minutter. Til sidst får de lov til at ligge lidt og føle, hvad der er sket i kroppen, inden vi har en afsluttende samtale. Målet er at forene krop og sind gennem et holistisk syn på mennesket, slutter Grete Runnom Kristensen.