Seneste nyt
Billede beskrivelse

Fra Dronninglund til Bolivia: Jens Peter har en meningsfuld mission

19. juni 2026 kl. 16.03

DRONNINGLUND: Mens hverdagen ruller derudaf i Dronninglund, har den lokale lærer/bibliotekar/grafiker Jens Peter Bregnballe for nylig befundet sig på en meningsfuld mission på den anden side af jordkloden. 

Som udsendt for organisationen Diálogos har han i foråret besøgt Bolivia for at følge afslutningen på et fireårigt sundheds- og landbrugsprojekt og for at lægge grundstenene til det næste.

- Det kan være noget af et chok for sanserne at skifte de trygge rammer i Vendsyssel ud med Andesbjergenes tynde luft i 2.500 meters højde, fortæller Jens Peter Bregnballe.

Billede beskrivelse

Han kender Bolivia godt, da han har boet i landet tidligere og har 10 projektbesøg bag sig. Alligevel kan mødet med den sydamerikanske virkelighed stadig overvælde ham.

- De intense sanseindtryk, sprogskiftet og navigeringen i uvante rammer udfordrer evnen til at bearbejde indtrykkene.

Samarbejdet mellem danske Diálogos og den bolivianske partnerorganisation PRODECO strækker sig helt tilbage til 1994. Hvor det i starten tog år at bygge bro mellem den danske og bolivianske mentalitet, mødes parterne i dag i øjenhøjde med gensidig tillid. Det fik Jens Peter at føle, da han i marts og april i år rejste rundt til afsidesliggende landsbyer i regionerne Mojocoya og Ravelo.

Modtaget med musik, dans og glædestårer

Bolivia har i den seneste tid været igennem en turbulent periode. Siden efteråret 2025 har landet fået en ny regering. Voldsomme oversvømmelser har presset økonomien, så priserne på helt basale fødevarer som ris og kød er steget voldsomt. Midt i denne sårbare situation landede Jens Peter i landsbyerne, hvor han blev modtaget som en kær gammel ven.

I Villa Mojocoya blev han modtaget af unge studerende med traditionel andinsk musik, dans og blomsterkranse. De unge her deltager i projektets moduler for ungdomslederskab, og de fremviste stolt deres egne miljøinitiativer, herunder en nyetableret skolehave, hvor de selv har udgravet et stort vandreservoir for at sikre overrisling af afgrøderne.

Markant fald i børneunderernæring

- Det netop afsluttede projekt, kaldet SANA (Sundhed, Natur og Økologisk produktion), har haft en enorm indflydelse på de 15 involverede lokalsamfund. Formålet har været at lære de fattige småproducenter agroøkologiske metoder: Dyrkning af sunde fødevarer helt uden brug af kemikalier og agrogifte, etablering af sol-drivhuse, opsamling af regnvand og produktion af naturlig gødning ved hjælp af californiske regnorme, oplyser Jens Peter.

Billede beskrivelse

Imponerende resultater

I Mojocoya-regionen er den kroniske underernæring blandt børn under fem år faldet markant fra 11% til blot 5%. De deltagende familiers landbrugsproduktivitet er steget med gennemsnitligt 28%. Mødre i lokalsamfundene overvåger nu på det lokale hospital i fællesskab børnenes sundhed.

Ved at sælge overskydende, giftfrie grøntsager til lokale lærere og naboer har kvinderne i de oprindelige quechua-samfund fået en helt ny økonomisk selvstændighed. Det giver dem penge til børnenes skolematerialer og hygiejneartikler, og det er med til at forhindre, at de unge flygter fra landdistrikterne ind til storbyernes slum.

- Med glædestårer i øjnene udtrykte de lokale kvinder deres dybe taknemmelighed over for den støtte, der strømmer til dem helt fra Danmark.

Vandet får egne juridiske rettigheder

Selvom SANA-projektet nu er bragt flot i mål, stopper Jens Peters og Diálogos' engagement ikke her. Den næste fase, projektet YAKU, er allerede i støbeskeen for perioden 2026-2029.

- YAKU skal sikre rent drikkevand og bedre vandforvaltning for over 1.000 familier i et ekstremt barskt og eroderet bjergterræn, hvor fattigdommen nogle steder rammer helt op til 91%. En helt unik og progressiv del af det nye projekt er at anerkende de lokale vandkilder som deciderede retssubjekter. Det betyder, at vandløb og søer juridisk vil blive betragtet som noget, der har krav på beskyttelse og hensyn på fuldstændig lige fod med mennesker og organisationer, fortæller Jens Peter.

Naturens eget apotek

Inden turen gik tilbage mod Danmark, besøgte Jens Peter også et unikt laboratorium for traditionel medicin i Padilla-kommunen. 

Her arbejder en forening af traditionelle læger på frivillig basis med at forarbejde lokale lægeplanter til salver, sirupper og pomader i en flot, nyrenoveret bygning. 

Målet er nu at få produkterne officielt certificeret og testet i samarbejde med universitetet i Sucre, så naturmedicinen kan blive solgt på de store hospitalsapoteker.

Billede beskrivelse

Det er med andre ord en bagage fuld af stærke indtryk, Jens Peter har taget med sig hjem til Dronninglund.

- I dag for dig, i morgen for mig, lyder det andinske solidariske livssyn i Ayni, og det har vist sit værd samtidig med, at engagementet fra Danmark fortsætter med at slå dybe og livgivende rødder på den anden side af jorden, slutter Jens Peter Bregnballe.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste