For mig drejer det sig om at skubbe og flytte tingene

27. januar 2022 kl. 17.00

- Arbejdsformen tiltaler mig. Her får man lov til at arbejde politisk på en helt anden måde. Her skal man forsøge at få både forvaltning, de andre politikere og befolkning med på idéen og forstå, at det her er en fælles opgave. Den er vanvittigt spændende, fortæller byrådsmedlem Dennis Kvesel (V), der er formand for det nye temaudvalg, der kom til verden i forbindelse med den politiske konstituering efter sidste byrådsvalg. Det er et helt nyt udvalg, der skal arbejde tværgående med forskellige temaer bestemt af byrådet.

Brønderslev Kommune har tilsluttet sig det såkaldte DK2020-projekt. Det betyder, at der skal udarbejdes en klimahandlingsplan, der sikrer klimaneutralitet i 2050 og en 70 procent reduktion af CO2-udledningen allerede i 2030. Den er denne handlingsplan, Dennis Kvesel og det nye temaudvalg skal lave.

- Med det nye udvalg kan vi lave en arbejdsform, der ikke er traditionel, som et fagudvalg normalt er. Vi kan arbejde på tværs af alle forvaltninger og har ret til at indkalde alle faggrupper, interessentgrupper og borgere ind til løsning af opgaven. Vi skal inddrage så mange som muligt og være i samspil med borgerne for at løse den, siger Dennis Kvesel.

Klima og bæredygtighed

- Vores første tema er klima og bæredygtighed, og det er noget, alle går ind for. Der er bred opbakning til opgaven, hvis bare vindmøllerne og solcellerne ikke skal stå der, hvor man selv bor. Derfor er det vigtigt, at vi løser opgaven i fællesskab. Også politisk skal vi gerne være enige, så det er et samlet byråd, der indstiller den endelige plan. Derfor skal der laves en masse politisk arbejde med det her. Vi skal også være sammen med erhvervene og interessegrupperne i forhold til at kunne se, at det er værd at investere i. Vi skal alle tænke den grønne tanke ind i det hele, siger han og fortsætter:

- Vi skal certificeres i forhold til at få godkendt klimahandlingsplanen i juni 2023. Inden da skal vi afholde to temamøder i byrådet. Vores oplæg skal være færdigt omkring jul, da den sikkert skal rettes inden den kan godkendes. Det haster, for klokken er 10 minutter i 12. Der skal ske noget nu. Det er noget, der vedrører mange mennesker, og ikke mindst de unge. De er da også på barrikaderne, og det kan jeg godt forstå. Det er jo dem, der skal leve med det. Vi har en forbandet pligt til at komme i mål med det nu, men vi er nødt til at lave det på en måde, så der opstår et fælles ejerskab. Ellers når vi ikke i mål, påpeger han.

En alsidig spiller

- Jeg er nok en allroundspiller, og det er ikke altid de dygtigste spillere, der har den rolle, men jeg har det sådan, at får jeg en opgave, jeg kan se mig selv i, brænder jeg for den, til den er løst. Jeg sad som formand for folkeoplysningsudvalget før kommunesammenlægningen. Det betød meget for mig at få foreningerne til at finde ind i et fællesskab. Da jeg kom i markedsudvalget i Hjallerup, implementerede vi en miljøplan i markedsregi, fordi vi kunne se, at vi bl.a. havde affaldsproblemer. Hele markedet trængte i virkeligheden til at få et løft i forhold til de ydre ting som sikkerhed, brand og redning og miljø. Det var en spændende opgave. For mig er det lysten, der driver værket, og derfor er jeg heller aldrig blevet hængende. Efter 8-10 år skal man begynde at overlade det til andre for at undgå, at det bliver almindelig drift og venstrehåndsarbejde. For mig gælder det om at skubbe og flytte tingene, siger Dennis Kvesel, der er en rigtig vendelbo - født i Hvorupgård og bosat i Hjallerup i mange år.

- Min kone og jeg købte et hus i Storskoven for mange år siden. Da børnene flyttede hjemmefra, sagde vi så til hinanden, at det kunne være sjovt at flytte ud i skovhuset. Vi gik i gang med at sætte det i stand og bor nu i skoven og nyder det. Det er for øvrigt meget sjovt med det der med adresse. Jeg oplevede i valgkampen, at jeg pludselig ikke blev betragtet som hjallerupborger mere. Det kostede mig faktisk 100 stemmer, at jeg var flyttet fra byen.

Vejen til politik

Jeg tror egentlig, at det var en forudsigelig udvikling, at det skulle ende med politik. Jeg har hele tiden været foreningsmenneske. Det har altid drevet mig. Foreningerne er en grundsten i samfundet, og jeg husker, da det hele i 80-erne blev lidt mere outreret, og foreningstanken begyndte at smuldre i folks bevidsthed. Det blev svært at organisere folk. Det kunne jeg ikke acceptere, for jeg har altid været drevet af, at vi skulle hjælpe hinanden, og foreningslivet skulle fungere. Det fik mig til at tænke politisk, og jeg er i politik for at få indflydelse.

Lagde sit liv om

- Man når nogle milepæle i livet, hvor man tager det hele op til revision. Det skal jeg sikkert også til august, hvor jeg fylder 60. Da børnene flyttede hjemmefra, tog jeg sammen med min kone det hele op til revision. Jeg var selvstændig og lige kommet ind i politik, da blev vi enige om, at jeg skulle sælge min virksomhed. Det gjorde jeg og skulle så pludselig finde et job. Heldigvis blev stillingen som halinspektør i Flauenskjold ledig. Den søgte jeg og fik. Nu kan jeg kombinere det at have politisk indflydelse og samtidig være en del af foreningslivet. Jeg havde alt for travlt før. Nu er spontaniteten kommet tilbage, og jeg har det godt med min alder og det sted, jeg er i livet, slutter Dennis Kvesel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste