Den nye og den tidligere stationsleder, Christian Sonne-Schmidt og Robert Thuemann Clemmensen, foran en af brandbilerne. Foto: Jørgen Ingvardsen
Mennesker

Falck-stationen får ny leder

17. januar 2022 kl. 07:00

Siden 1. december har Christian Sonne-Schmidt været ny brandstationsleder hos Falck i Dronninglund. Her har han afløst Robert Thuemann Clemmensen, der har været brandmand på stationen i 17 år og stationsleder de sidste fem år.

- Det har jeg været glad for, og det er jeg egentlig fortsat, men det er jo ikke et fuldtidsarbejde, så jeg har hele tiden haft arbejde ved siden af, og det er svært at få til at gå op. Sidste år havde jeg i forbindelse med mit arbejde 90 rejsedage, hvor jeg var væk, og det holder ikke, hvis man også skal være stationsleder, fortæller den afgående stationsleder.

Christian Sonne-Schmidt, der også driver firmaet Danish Fireworks, glæder sig til arbejdet. Som stationsleder er det ham, der skal sørge for, at det hele fungerer. At biler og materiel er i orden, at der er mandskab på vagt og en hel masse andre praktiske ting.

Christian Sonne-Schmidt har sat sig i førersædet som ny stationsleder på brandstationen i Dronninglund. Foto: Jørgen Ingvardsen

- Jeg har lige lavet en øvelsesplan, for vi skal afholde 12 øvelser om året. Jeg er ikke indsatsleder eller holdleder, men sørger for alt det praktiske. Jeg er også brandmand, og det holder jeg meget af. Det tager kun godt tre minutter for mig at køre fra mit hjem og til brandstationen, og da man for at være brandmand skal kunne nå frem på under fem minutter, passer det jo fint, siger den nye stationsleder.

- Christian(Sonne-Schmidt red.) har været med i flere år, og jeg er sikker på, at han kan klare opgaven, siger Robert Thuemann Clemmensen, der er helt klar over, at han vil komme til at savne arbejdet som leder og som brandmand.

- Jeg stopper, men jeg har til gengæld sørget for, at min søn nu er startet som brandmand, så gennem ham kan jeg jo følge med i, hvad de laver. Det er jeg helt tryg ved, siger Robert Thuemann Clemmensen.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu