De tog realen med for 70 år siden

DRONNINGLUND: Snakken går livligt, og minderne vælder frem, da 13 tidligere elever på Dronninglund Realskole mødes på restaurant Botan i Dronninglund. 

Årsagen er, at det i år er 70 år siden, de forlod skolen efter at have taget realeksamen. Meget skal mindes og genfortælles, for det var en helt anden tid, hvor de fleste forlod skolen efter 7. klasse, og kun et fåtal fortsatte i mellemskole og realklasse. 

I begyndelse af 50-erne var det kun godt 9.000 elever, der gik i realklassen, svarende til 1,7%. Endnu færre tog studentereksamen. I midten af 50-erne var det var det omkring 4.000. Nu ligger tallet på omkring 125.000, hvilket svarer til 70% af alle unge.

Egon Djernæs var blandt deltagerne og initiativtager til fejringen af jubilæet. Jørgen Ingvardsen

- Vi var 39 elever i de to klasser, og vi er jo kommet op i årene, så det er dejligt, at 13 af os er mødt op, siger Egon Djernæs, der har været initiativtager til mødet. Han boede i Agersted og gik i skole der.

- Vi har mødtes jævnligt gennem årene og senest for 10 år siden. Vi er jo spredt over hele landet, men det er altid hyggeligt at mødes og snakke. Der er sket så meget, og det var slet ingen selvfølge, at vi børn kunne komme på realskolen dengang. Det var meget afgørende, hvem forældrene var, og hvad de lavede. Det var andre faktorer, der gjorde sig gældende. Jeg tilhørte ikke den gruppe, der var selvskreven til realskolen, og førstelæreren mente ikke, at jeg skulle på realskole. Andenlæreren mente, at jeg skulle, og sådan blev det. Det var jo en privat skole, og det kostede penge at gå der. Min far havde ikke penge til det, men på en eller anden måde lykkedes det ham og banken at skaffe pengene, og jeg kom på realskolen, fortæller Egon Djernæs, der mindes sin fødeby som en aktiv by med 17 butikker og masser af liv. 

Turen til realskolen i Dronninglund foregik på cykel, men om vinteren benyttede de dog ofte toget.

Jørgen Kristensen og Carl Georg Christensen husker tydeligt tiden på Reakskolen og udvekslede mange minder. Jørgen Ingvardsen

Landets første professionelle fodboldspiller

Eleverne på realskolen kom fra både Dronninglund og alle de mindre byer rundt omkring. Carl Georg Christensen kom således fra Ørsø.

- Jeg er født og opvokset i Ørsø, og der bliver jeg nok, fortæller han, der ikke oplevede de store problemer ved overgangen fra Ørsø Skole til realskolen.

- Jeg var ret god til fodbold og kom hurtigt på skoleholdet. Det betød, at jeg hurtigt blev accepteret. Jeg husker især en bestemt kamp, hvor vi spillede mod Asaa. Jeg havde spillet godt og vistnok snuppet et par straffespark, og da kampen var forbi, kom en til skuer hen til mig og gav mig to kroner. Jeg var så stolt, at jeg gemte daleren i lang tid, inden jeg brugte den. Jeg praler tit med, at jeg var Danmarks første professionelle fodboldspiller, lyder det fra Carl Georg Christensen. 

Han er blevet på egnen, mens en anden deltager, Jørgen Kristensen, har bosat sig i Roskilde. Han husker også tydeligt tiden på Realskolen.

Halv friplads

- Jeg kommer fra små kår. Min far arbejdede i Storskoven, og min mor gik hjemme, som man gjorde dengang. Vi var seks søskende, og det var småt med penge, så mine forældre søgte friplads, men det fik de ikke. Jeg fik dog en halv friplads, og det kan jeg huske, mine forældre var meget forargede over. Der var nemlig butiksejere og landmænd, der var velfunderede rent økonomisk, der fik friplads. Jeg husker ikke, hvad det kostede, men det forekommer mig, at det var 15 kroner om måneden. Det lyder ikke af meget, men det var det på det tidspunkt. Jeg kom heldigvis på realskole, og det er jeg meget taknemmelig for, siger han, der hele livet har arbejdet inden for postvæsenet.

- Jeg startede som elev på Dronninglund Postkontor og kom efter et år til Hjørring. Det var et større postkontor med rigstelefon, fjernskriver og hele molevitten. Det kunne jeg fortælle meget mere om, for hvor er der dog sket meget, siden jeg startede, og til nu, hvor postvæsenet nedlægges, siger Jørgen Kristensen.

De 13 skolekammerater er nu alle omkring 86 år gamle, og efter et langt liv er der meget at snakke om. Ved afslutningen bliver de enige om, at der ikke skal gå 10 år, før de igen mødes.

- Vi har aftalt at mødes om fem år, og vi glæder os allerede, slutter Egon Djernæs.