Ittoqqortoormiit hedder den lille by, hvor betjent Ulrik Eriksen fra Dronninglund bor og arbejder i denne tid. Foto: Ulrik Eriksen
Mennesker

Dagbog: Blandt isbjørne, berusere og andet godtfolk i Den yderste By

27. april 2022 kl. 06:45

Politibetjent Ulrik Eriksen fra Dronninglund er for 10. gang udstationeret som betjent i Grønland. Denne gang er det syv måneder i det nordøstlige hjørne, hvor han ikke tidligere har været. I løbet af sommeren vil han sende en række rejsebreve, og her bringer vi det første:

Fly fra Aalborg til København og videre til Reykjavik hvor jeg skulle overnatte. Næste etape var fra Reykjavik til Constable Point i Jameson Land på Grønlands østkyst, en to timers flyvetur i et lille fly med plads til otte personer. Vi var fire med flyet og resten af pladsen var fyldt op med proviant til borgerne i Ittoqqortoormiit. Jeg sad ved siden af seks kasser bananer. Disse sjældenheder blev senere blev solgt for 15 kroner stykket.

På grund af de ekstreme vejrforhold i Østgrønland er flystrækningen ofte forbundet med udfordringer. Da vi nærmede os Constable Point, var blæsten kraftigt tiltagende og sigtbarheden begrænset. Det lille fly hoppede og dansede, så jeg sad bare og ventede på, at vi skulle returnere til Reykjavik. Vejret var dårligt, men vi startede og landede da også sikkert, men meget uroligt. Det var dog tydeligt, at helikopteren ikke kunne lette i det vejr, så vi måtte overnatte her i den arktiske ørken.

Ankomsten til Den yderste By

Constable Point består af en lille landingsbane, et kontroltårn og fire barakker, hvoraf den ene er indrettet som ’hotel’. Stedet er af stor betydning for beboerne i Ittoqqortoormiit. Om vinteren er det den eneste vej til og fra byen, og forsyninger skal samme vej ind. I den isfrie periode anløber årligt to forsyningsskibe.

Det er også i Grønland politiets opgave at sørge for en sikker skolevej. Det betyder bl.a. at isbjørne skal jages væk! Foto: Ulrik Eriksen

Næste dag frøs det 23 grader, vinden havde lagt sig, og solen skinnede fra en blå himmel, da vi fire og bananerne klokken 11.00 satte kursen mod Ittoqqortoormiit. Den ene af passagererne, Vinni, er sygeplejerske. Hun skulle arbejde to måneder i Ittoqqortoormiit.

Kollegaerne Jesper, Jan og den lokale reservebetjent Enos tog pænt imod, da jeg ankom. Jeg skulle afløse Jan, så ham nåede jeg lige at hilse på, inden han satte sig i helikopteren og påbegyndte sin tur mod København. Jesper rejser hjem om én måned, og hans afløser og jeg passer så butikken frem til første oktober, hvor jeg rejser hjem.

Resten af dagen brugte jeg på at komme på plads i det hus, politimesteren havde lejet til mig. Et nydeligt rødt træhus på 90m2 og med udsigt over Scoresbysund, verdens største fjord, der er 350 km lang og nogle steder 50 km bred.

Onsdag 2. marts var hverdagen så småt begyndt. Politistationen er bemandet med to uddannede politifolk og én fastansat reservebetjent, Enos Napatoq. Derudover er der to deltidsreservebetjente, der står til rådighed torsdag til søndag mellem klokken 20.00 og 06.00. Reservebetjentene er ikke uddannede politifolk, men de er uundværlige. De kender alle i byen og taler både grønlandsk og dansk, hvilket letter hverdagen betydeligt.

Politistationen er åben på hverdage mellem klokken 08.00 og 16.00, og fra 16 .00 til næste morgen er der rådighedsvagt. Klokken 16.00 omstilles alle polititelefoner i Grønland til vagtcentralen i Nuuk, og er der udrykningskrævende politiopgaver, ringer vagtchefen til os. I Ittoqqortoormiit har vi rådighedsvagten én uge ad gangen. Stationen råder over to nye snescootere og en patruljevogn. Fra november til engang i juni anvendes snescooterne.

Opgaverne er mangeartede i Grønland

Alt det, flere personalegrupper laver på en politistation i Danmark, er vi tre, der laver her. Pas, kørekort, registrering af køretøjer, bødeindbetalinger og den slags, klarer Enos. Alt det politimæssige er Jesper og jeg ansvarlige for, og når sagerne skal hovedforhandles i kredsretten, møder vi selv som anklagere.

Vi har brugt en del tid på at jage isbjørne væk, når de kommer for tæt på byen. Når den slags anmeldelser indgår, starter vi snescooterne, tjekker, at tjenestepistolen og signalpistolen er ladt, og så afsted. Isbjørnene kan ikke lide støj fra snescooterne og flygter som regel. Hvis ikke, affyres en signalpatron hen over dem, så lunter de af. En morgenstund var der bjørnespor ved byens tankanlæg. I byen er der også ansat en jagtbetjent, der har til opgave at tjekke, om der er bjørnespor for tæt på byen. Sikker skolevej vil vi have alle steder.

En tur på hundeslæde i den smukke natur i det nordøstlige Grønland. Foto: Ulrik Eriksen

Der er få udkald efter almindelig arbejdstids ophør. På mine rådighedsvagter har jeg kun haft én overnattende gæst i detentionen. Det var en beruser, og det går ikke i minus 20 grader. Jeg gør alt for ikke at have overnattende gæster, fordi jeg skal op flere gange i løbet af natten for at se, om de har det godt. Fra min bolig og til detentionen er der cirka 800 m, så jeg må op og have hele polarbeklædningen på. Det orker jeg ikke, hvis jeg kan undgå det. De 400 kroner, jeg får for at have overnattende gæster, kan jeg godt undvære. Jeg forsøgte her, som altid, at aflevere vedkommende ved noget familie, men de ville ikke have ham i den forfatning. Løsningen blev, at jeg nødtvungen brød loven. På en snescooter må man have én passager, her var der to. Enos og jeg fik bakset den næsten bevidstløse borger op på snescooteren, så han sad kilet fast imellem Enos og mig. Han sad og dinglede noget under kørslen, men Enos sørgede for, at han ikke faldt af. Ind i detentionen og under dynen kom han. Jeg var nede to gange i løbet af natten, men han vågnede ikke, før jeg vækkede ham klokken 08.00 - tolv timer efter transporten.

Dejligt med en kop frisklavet kaffe

Når man står op, er det jo dejligt med en kop frisklavet kaffe. Det fik borgeren og jeg også, imens vi talte lidt om gårsdagens hændelse. Efter kaffen takkede han for god behandling og sagde, da han forlod stationen, at det skal nok gå alt sammen.

Betjent Ulrik Eriksen sammen med nogle af eleverne fra byens skole. Foto: Ulrik Eriksen

Ittoqqortoormiit er ikke bare den mest isolerede by i Grønland, men en af de mest isolerede byer i hele verden. Så langt væk fra anden civilisation, men minsandten om jeg ikke mødte folk med tilknytning til både Hals, Dronninglund og Hjallerup. En har sommerhus i Bisnap, og flere af byens unge har gået på Dronninglund Efterskole. Den ene af byens to sygeplejersker, har gået på Hjallerup Skole. Line Thusholt hedder den unge dame. En dag, da jeg var i byens lille fitnesscenter, stak Vinni, den sygeplejerske jeg rejste op med, hovedet ind og sagde, at der var en ny kollega, jeg skulle hilse på. Line kom ind og sagde, at den gamle landbetjent fra Dronninglund kendte hun da godt. De to unge mennesker har jeg set en del til heroppe. Ikke kun arbejdsmæssigt, men også i fritiden, hvor vi ugentligt spiser sammen. Lines hjemmebag nyder vi alle godt af.

Må fange 35 isbjørne

Ittoqqortoormiit har kun 350 indbyggere. En del er fiskere/fangere, andre arbejder på byens skole, i butikken, på kommunekontoret og andre steder. Byens erhvervsfangere har en kvote på 35 isbjørne i år. Den kvote var opbrugt allerede medio marts, så nu må der ikke skydes flere isbjørne i år. Isbjørne er en vigtig føde- og indtægtskilde for familierne, og det er man nødt til at forstå, selvom mange som jeg holder lidt med det prægtige dyr. Skolen har cirka 60 elever til og med 10. klasse. Her er ikke nogen læge eller hospital, men en sundhedsklinik, der for tiden passes af Line og Vinni. Sygeplejerskerne udfører faktisk en del af det arbejde, læger udfører i Danmark.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu