Da kræft blev en del af mit liv

BRØNDERSLEV: Du har kræft...Sådan lød beskeden fra lægen 13. december til Kitti Maja Lauritsen fra Brønderslev, da alle andre fejrede Luciadag.

- Jeg skulle 9. december til julefrokost med nogle gode venner, hvor jeg opdagede en mistænkelig knude i brystet, mens jeg forberedte mig til festen. Slog det først hen med - det er nok fordi, jeg er ved at komme i overgangsalderen. - Jeg nærmer mig jo 50 år.! Men jeg søgte dog alligevel læge mandag. Herefter gik det stærkt. Kræftpakkerne virker. - De indledende undersøgelser blev lavet, og dagen før nytårsaften, var jeg i min første kemobehandling.

- Du har kræft... Denne besked vendte pludselig op og ned på min tilværelse.

- Det første der ramte mig var: Fandeme nej om det skidt skal få mig. Jeg er kun 49 år. Hvad med mine drenge, hvis jeg ikke overlever det her? Og hvordan støtter jeg dem bedst muligt igennem det at have en syg mor? Jeg var med det samme bestemt på, at deres hverdag skulle være ligesom andre teenageres med plads til venner, fester, uddannelse/skole og hvad der ellers optager unge i deres alder. Jeg ville ikke være en hindring for dem. Men samtidig vidste jeg også godt, at de også ville komme til at leve med angsten, for at kunne miste deres mor. Og så skal jeg da også opleve at få børnebørn, og se dem vokse op.

- Herefter kom ventetiden efter den første undersøgelse. Havde kræften spredt sig, og kan jeg helbredes? Det viste sig heldigvis, at kræften ikke havde spredt sig, og at jeg fik gode odds for at blive helbredt igen. Men kan man nu stole på det de siger, de læger?

- Ja, man har ikke rigtigt noget andet valg, end at stole på dem. Jeg er normalt et menneske, som skal have styr på tingene, og den der har organiseret og ydet andre omsorg. Pludselig er mit liv helt og aldeles i andres hænder. Det tog mig lidt tid at overgive mig til det. Men de kan deres kram lægerne og sygeplejerskerne. Jeg har kun det bedste, at sige om dem, fortæller Kitti Maja Lauritsen.

- Jeg havde 1. december opsagt min stilling som pædagog i Børnehuset Brundur. Et godt solidt job, og skulle 1. januar starte i et nyt job. Det glædede jeg mig meget til. Men nu skulle jeg gå den tunge gang og meddele, at jeg ikke kunne starte alligevel, og skulle sygemeldes på ubestemt tid. Noget af en forandring at gå fra et sikkert arbejdsliv uden en ledighedsdag i næsten 27 år, og så pludselig stå med uvisheden om, om jeg overhovedet har et job efter den her melding. Heldigvis vil de vente på mig. Det er jeg dybt taknemmelig for.

- Kemobehandlingen gik i gang. Efter første kur tænkte jeg, at det gik da ok, og var ikke så slemt som frygtet. Jeg var i gang igen efter et døgn, og havde det godt. Men efterhånden som behandlingerne skred frem, kom bivirkningerne også. Kvalmen, trætheden, håret faldt af, svækket immunforsvar, der kom hoste og tilstoppet næse, hukommelsen og koncentrationen blev sat på prøve osv.

- Det gjorde min hverdag meget anderledes end da jeg arbejdede. Her var jeg i gang fra morgen til aften. Det er ikke længere muligt. Heldigvis er jeg et meget positivt og livsglad menneske. Så som regel har jeg det ok. Men angsten og ensomheden har også haft fat i mig, når jeg har haft det mest skidt.

- Først troede jeg også, at det her klarer jeg alene med mine nærmeste. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det er meget nemmere at håndtere kræften for mig, når jeg er åben omkring det. Det er jo også nemt at se, jeg er syg. Fandt også hurtigt ud af, at nok er det mig, der er ramt af sygdommen, men de mennesker der holder af mig, er også hårdt ramt.

- Du har kræft... ændrer også synet på livet. Dog er det ikke alt der er skidt. Pludselig ser jeg på tingene på en anden måde. Sætter pris på de vigtige ting i livet, og sorterer det fra, som ikke er vigtigt. Helt fra solens varme, fuglenes fløjten, samt den friske luft og til konflikter, der ikke er vigtige at tage. Livet og indholdet bliver taget op til revision, når man for alvor mærker, vi er her på lånt tid. Den varme og støtte jeg har mærket fra mine omgivelser, har og er ekstremt vigtig for mig i min kamp imod kræften. Min familie, venner og kollegaer har været exceptionelle. Gamle venner er dukket op igen. Så jeg kan kun være taknemmelig, beretter Kitti Maja Lauritsen.

- Har da også mødt folk på gaden, som kigger, fordi jeg ikke har hår og går med min kemokasket. Og folk, som forsøger at undgå mig. Det kan være hårdt oveni det at være syg. Et godt råd til jer der er usikre. Bare spørg - jeg er stadigvæk den samme gamle Kitti jeg var før jeg blev syg. Og jeg er meget andet end min sygdom. Tænk også på at spørge til pårørende til kræftramte om, hvordan de har det.

- Brønderslev Kommune har et rigtigt godt rehabiliteringsprojekt, som jeg er blevet en del af. Her møder jeg andre kræftramte. Vi mødes omkring vores træning med vores fantastiske fysioterapeut og sygeplejeske. De har godt hånd om os, og hjælper os igennem med motion og undervisning. Vi mødes også bagefter, og får en snak om løst og fast, og selvfølgelig også om vores situation. Her bakkes vi godt op af Kræftens bekæmpelses frivillige, som gør et stort arbejde for os. Vi har et hyggeligt sted at mødes over en kop kaffe og en nybagt bolle.

- Jeg har mødt en masse dejlige mennesker og dygtige behandlere. Altid dejligt at møde nye, men kunne nu godt have undværet at møde dem på den her måde, gennem en kræftdiagnose. Håber da heller ikke, jeg nogensinde møder behandlerne igen efter min behandling.

- Du har kræft... Det blev også startskuddet for mig til at deltage i Stafet for Livet, som foregår i rododendronparken 16. og 17. juni. Har man en gang hørt lægen sige man har kræft, kan man deltage som fighter. Det gør jeg også, men jeg deltager også med mit eget hold, Team Kitti, af familie, venner og kollegaer. Det er første gang jeg deltager, men der er lagt op til et fantastisk og festligt arrangement, hvor vi sammen går i håbets tegn. Vi mindes dem vi har mistet, og kæmper med os, der kæmper imod kræften.

- Vi går eller løber i 24 timer som et symbol på den kamp, vi kræftramte har 24 timer i døgnet. Alle er velkommen til at kigge ned, eller deltage på et af de mange hold.

- Min kamp fortsætter lidt endnu med en operation og strålebehandling. Herefter kan jeg forhåbentlig starte ligeså stille op på mit nye job, få mit hår tilbage, få en ny hverdag og slippe af med de fleste dumme bivirkninger. Men jeg ved også, jeg skal slås med angsten for tilbagefald, selv om den ikke skal få lov at overtage mig.

- Vi kræftramte kæmper hver eneste dag. Vi lever med kræft resten af vores liv.

- Når jeg siger, at vi kæmper hver dag med kræften, er det fordi det ikke kun er en kamp jeg kæmper under sygdomsforløbet, men det bliver en del af min identitet fremover. Kræften bliver en del af mig, min skygge resten af mit liv.