Laks med æble, lime, tomater og koriander
Mad & Drikke

Madklumme: Giv laksen et løft med et særligt krydderi

15. januar 2023 kl. 10:01

Velkommen til den nye madklumme ”Mad, der smager”. Her kan du hver uge hente inspiration og tips til velsmagende mad, der en gang i mellem har et strejf af fremmede himmelstrøg.

Laksen er en fantastisk fisk. Den begynder sit liv i ferskvand, ændrer kropskemi og flytter til saltvand, hvorefter den finder vej tilbage til sit fødested i ferskvand, ofte ved at kæmpe bravt mod strømmen, for at producere næste generation.

Den er også fantastisk som fødevare. Uanset om den serveres stegt, ovnbagt, braiseret, dampet, røget, som gravad eller i sushi, er den levereringdygtig i både lækker smag og sundhed. Laks er en fed fisk fyldt med hjertevenlige omega-3 fedtsyrer samt essentielle næringsstoffer som protein, selen, fosfor og B-vitaminer. Sund, lækker og alsidig – det er da en god kombination.

Om Janne Hansen

Født og opvokset i den kosmopolitiske by Montreal i Canada og med en rejseerfaring, der spænder over alle kontinenter undtagen Antarktis henter jeg inspiration og krydderier hjem til mit eget køkken.

De mange kulinariske oplevelser kommer nu læserne til gode i form af opskrifter på lækker mad, der er nem at lave, sund og klimavenlig. Den ugentlige madklumme lægger vægt på årstidens råvarer og en fornuftig fordeling af vegetar-, fiske-, fjerkræ- og kødretter.

I denne opskrift giver æblerne og tomaterne en frisk smag til den fede fisk. Lime og koriander er prikken over i’et. Den farverige ret egner sig fint til gæster, men er også nem og hurtig nok til hverdagsmad.

Laks med æble, lime, tomater og koriander

(4 personer)

Ingredienser

4 laksefileter á 125 g (med skind)

1 spsk rapsolie til stegning

1 løg

1 æble

2 fed hvidløg

1 spsk olivenolie

500 g tomater

Salt og peber

Revet skal og saft fra en lime

1 spsk friskhakket koriander

300 g båndnudler (fettuccine)

Fremgangsmåde

Varm rapsolien i en stegepande og steg laksen heri med skindsiden nedad.

Hak imens løg, æble og hvidløg fint og svits dem i en gryde i olivenolie.

Skær tomaterne i store tern og kom dem i gryden med løg og æbler.

Lad det simre under låg i cirka 10 minutter.

Smag til med salt og peber.

Kog nudlerne.

Server den færdigstegte laks med nudler og den varme tomat-æbleblanding. Drys lime og koriander ovenpå.

Tip: Læg låg over stegepanden, mens laksen steger. Så steger fisken hurtigere, og du sparer på den dyre energi. Det forhindrer også, at køkkenet fedter til.

Tip: Den mest velsmagende koriander er den, du selv dyrker i haven, men du kan også købe den i en potte eller pose hos købmanden. Uanset kilden, så klip det af, du ikke når at bruge, inden det bliver kedeligt, og komme det i fryseren. Så undgår du madspild.

Janne Hansen giver en ny opskrift hver uge.
Annonceret indhold

Nyeste