Lokal forfatter udgiver sin femte bog

DRONNINGLUND: Det er de helt store spørgsmål, Grethe Lindholmer tager fat på i sine bøger. Det gælder også den seneste, der er nummer fem fra hendes side. Den er netop udkommet på forlaget Nordpress i Droninnglund og har titlen ’Tiden og evigheden’.

- Jeg forsøger at beskrive det ubeskrivelige, og det er svært, siger hun.

- Det, der næsten er for stort til at få ord på, men det er jo faktisk det, der ligger i at skrive poesi. Der er man ikke nødt til at være så præcis, men kan lægge noget ind, som nogle vil fange.

I sin nye bog kredser hun, som titlen antyder, om det komplekse begreb evigheden.

- Evigheden var før alting, og mit liv ligger i evigheden, fra jeg blev født, og til jeg dør og bagefter. Jeg er fortløbende i evigheden. Min mand, der døde for nogle år siden, er der. Han går på evighedsvejen. Han havde et langt demensforløb, hvor vi havde et meget fint samspil på mange måder, siger Grethe Lindholmer.

Der fik hun mange tanker, som hun skrev ned.

- De lå i skuffen nogle år, men pludselig stod jeg en dag på biblioteket foran en lille bog, hvorpå der stod ’skriv det’. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om det var til mig. Så gik jeg hjem og fandt mine notater frem fra skuffen, og så begyndte jeg at skrive fast hver formiddag, siger hun.

Et særligt maleri

- Jeg er meget inspireret af maleren Melaine Christensen. Jeg har fulgt hende i mange år og har mange billeder af hende hængende derhjemme. De bliver ved med at arbejde i mig. Jeg har boet mange år i Dronninglund, men er er flyttet til Klokkerholm. Her hænger malerierne på en ny måde, og de bliver ved med at udvikle sig for mig. Der er noget gemt i den kunst, som ligger i en anden dimension. Den fører mig hen imod det, der ligger uden for enhver erfaring.

En dybsindig pige

- Jeg har på forsiden af min bog anvendt et af Melaine Christensens malerier. Det maleri betyder noget særligt for mig. I starten følte jeg, det var meget truende, men det stoppede efterhånden, som jeg arbejdede med det, og solen faldt ind fra siden. Da så jeg alt det lys, der gemmer sig i det mørke, fortæller Grethe Lindholmer.

Hun husker, at hun allerede som barn var meget dybsindig.

- Det var jeg, og man bliver nok endnu mere dybsindig, når man bliver ramt af noget uforudset. Min mands død var dog ikke uforudset. Det var noget, jeg forventede. Jeg er også rimelig klar til min egen død. Min mor blev 98, men jeg ønsker kun at blive så gammel, hvis jeg har det godt, siger hun.

Hun øver sig med livet og kravler dagligt lidt ned på gulvet og rejser sig igen.

- Jeg mistede en storesøster, da jeg var barn, og det slog hul i barndommen og gav mig inspiration til mange dybsindige digte. Det giver mig en enorm ro at skrive og en fornemmelse af, at mit liv er rigt. Jeg støder hele tiden ind i noget, som giver mig sammenhæng i mit liv. Man kan heldigvis stadig forundres, selvom man er højt oppe i alderen, siger den 84-årige forfatter.

Lille oplag

- Jeg forventer ikke det store salg af min bog, men hele familien får den. De slipper ikke. Jeg håber da også, andre vil læse den, og det har jeg det godt med. Jeg har nok en stil, der har sat mig i bås som den pæne pige, men jeg har ikke lyst til at være i den bås. Jeg hører ganske vist til den religiøse fløj af samfundet og går i kirke hver søndag. Så kan man jo ikke være som alle andre, får jeg at vide, siger hun.

I kirken får hun noget, som hun ikke vil undvære.

- Jeg benævner det som en kanal til det guddommelige. Det er svært at vide, hvad folk kommer i kirken for, men det giver mig en vis ro, og det befordrer også min poetiske åre at synge salmerne. Især de nye, der er spændende og anderledes, fortæller hun, der i øjeblikket holder pause fra skriveriet.

- Jeg har dog stadig papir og blyant liggende, fordi jeg hele tiden har nogle tanker, jeg skal vende tilbage til. Om det bliver til en bog, ved jeg ikke. Nu må vi se, siger Grethe Lindholmer.