- Vi vil udvikling, ikke afvikling
Et forslag om at nedlægge sygeplejeklinikkerne i Asaa og Agersted vækker harme og bekymring
ASAA/AGERSTED: Ældreomsorgsudvalget i Brønderslev Kommune har på sit seneste møde haft et forslag på dagsordenen, som handler om at nedlægge sygeplejeklinikkerne i Agersted og Asaa, og det har i den grad vakt harme i de to byer. I Asaa, som kommunen i år har udpeget som fokusby, er vreden ekstra stor. Ikke mindst på baggrund af, at der er tale om en besparelse på bare 20.000 kroner.
Klinikken i Asaa blev oprettet som kompensation for lukningen af det offentlige plejehjem Tonnishave og er placeret i et lokale i Kulturhuset midt i byen.
- Det forekommer uforståeligt, at man med en så lille besparelse vil skabe så store forringelser for ikke mindst en gruppe ældre borgere, hvoraf en del ikke er selvtransporterende, udtaler Per Hylander, der er formand for Samrådet Østkysten, der repræsenterer 28 foreninger og institutioner i Asaa.
Centerrådet er helt på linje hermed.
- Vi synes, det er betryggende med klinikken. Vi er mange gamle, så der er brug for den. Det er en rar følelse, at sygeplejersken sidder der. Vi har flere gange gjort brug af hende, når vi har arrangementer i Kulturhuset. Hun sidder jo ikke bare og laver ingenting. Indimellem kører hun rundt i byen til patienter, siger Stinne Larsen, der er formand for Centerrådet.
- Jeg mener, vi har bevist, at vi vil udvikling, siger Thomas Nymann, formand for borgerforeningen.
- Der er sket meget de sidste par år, og alt går i den rigtige retning. Så er det ikke smart at komme med besparelser, føjer han til.
Det synspunkt bakkes op af Hildo Rasmussen, byrådsmedlem (S).
- Besparelsen på de 20.000 tror jeg ikke holder. Forvaltningen er ved at regne på det, og sagen blev da også trukket tilbage fra ældreomsorgsudvalget i sidste uge. 20.000 er ingenting i den forbindelse, mener Hildo Rasmussen.
- For de fleste, der kommer i klinikken, drejer det sig nok om småskavanker, men mange, der kommer her, er jo ikke mobile. Jeg tror ikke på, der er en reel besparelse. Snarere tværtimod. Er der for lidt at lave, kunne man evt. reducere åbningstiden, for sygeplejersken skal selvfølgelig ikke sidde her længere, end der er brug for hende, siger han.
- Den foreslåede afvikling synes også at være i modstrid med kommunens egen vision, der taler om, at alle skal med, og peger på vækst og udvikling, påpeger Per Hylander.
- Der udfoldes netop fra kommunens side i disse år store bestræbelser på også at udvikle de mindre byer gennem fokusby-projekter. Asaa er netop fokusby i 2020, og jeg vil anbefale, at vi tænker fremad. Ifølge planerne for det nye sygehus i Aalborg skal langt flere i fremtiden behandles i hjemmet for ikke at blive indlagt. I den forbindelse vil der netop være behov for sygeplejeklinikkerne. Det er en god buffer at have, påpeger Per Hylander, der også ved, at der er kræfter i byen, der arbejder på at etablere en lægeklinik.
- Også i den sammenhæng har sygeplejeklinikken sin berettigelse, så jeg kan kun opfordre til, at man dropper ideen om at afvikle vores sygeplejeklinik, slutter Per Hylander.
På mødet i ældreomsorgsudvalget besluttede man at udsætte sagen, da politikerne ønsker data for brug af sygeplejeklinikker knyttet til sagen.