Seneste nyt

Travlhed hos nyt tømrerfirma

12. januar 2018 kl. 06.30

31-årige Casper Christensen etablerede i oktober i fjor firmaet Øster Hassing Tømrer & Snedker. Allerede nu - et par måneder senere - er der ansat to lærlinge, og ordrebogen er fyldt langt ud i fremtiden.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville gå sådan, siger Casper Christensen.

- Planen var, at jeg skulle starte stille og roligt op med de par kunder, jeg havde i bogen. Men det er gået over stok og sten og der er forrygende travlt. Det er selvfølgelig rigtig positivt, og fortsætter det sådan varer det ikke længe, inden jeg skal have en svend og måske en lærling yderligere, tilføjer Casper Christensen.

Den nystartede tømrermester var indtil for nylig formand i et firma i Aarhus. Han er udlært hos Hammer Byg i Vodskov, men har syslet med tanken om at blive selvstændig de seneste 5-6 år.

- I efteråret besluttede jeg så at tage skridtet, konstaterer Casper Christensen. Firmaet er for tiden i fuld gang med en tagrenovering i Hjallerup. Netop tagprojekter er et af Caspers specialer, men han understreger, at firmaet tager sig af alle typer tømrer- og snedkeropgaver.

- Vi kan også lave lister og montere køkkener og vinduer. Ingen opgaver er for små. Tværtimod sætter vi en ære i at skabe kvalitet i alt, hvad vi laver, siger han og oplyser at virksomheden er blevet autoriseret Cembrit Mester.

- Desuden er vi blevet indlemmet i Byg Garanti-ordningen. Det hele skulle gerne være med til at sikre kvaliteten i vores arbejde, fastslår Casper Christensen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste