Seneste nyt
Billede beskrivelse

Topkarakter til tandpleje

11. januar 2018 kl. 10.04

God service og god vejledning. Det er de gennemgående kommentarerer i den undersøgelse, tandplejen i Brønderslev har fået i en brugerundersøgelse, der i efteråret er gennemført i samarbejde med tandplejen i Hjørring, Rebild, Mariagerfjord og Vesthimmerland

Over 4.300 brugere har svaret på kommunernes fælles spørgeskema - svarende til over 11 procent af de børn og unge, som er tilknyttet de kommunale klinikker.

Undersøgelsen har haft som fokus at se på brugernes oplevelse af sundhedsfremmende vejledning og brugerinddragelse i tandplejen og formålet er, at tandplejen kan få indblik i brugernes perspektiv samt udvikle sig til det endnu bedre.

Brugerne er bl.a. blevet spurgt, om de oplevede at have medbestemmelse under deres besøg i tandplejen samt om de oplevede, at der blev snakket om netop det, de havde brug for ved besøget. De har også kunnet give frie kommentarer.

Det er gennemgående for resultaterne i undersøgelsen, at brugerne har en særdeles god oplevelse af den måde, personalet arbejder på.

De bekræftende svar ligger generelt mellem 90 og 100 procent. Brugerne fremhæver især personalets venlighed, empati og evne til at se og imødekomme de behov, den enkelte har, f.eks. at behandlingen kan tilpasses det tempo, et mindre eller et bange barn kan have brug for. De unge brugere var især glade for den gode vejledning, de får på klinikkerne, samt for den måde, personalet møder dem på.

I undersøgelsen påvises det, at børn og unge, der både har fået boret i tænder og trukket tænder ud, har lige så god en oplevelse af deres besøg hos tandplejen, som børn, der ikke har prøvet nogen af tingene.

I tandplejen ses dette som et tegn på, at personalets fokus på at tilpasse behandlingen til den enkelte, bærer frugt og sandsynligvis er årsagen til, at så mange børn og unge trives godt i tandplejen, selv om de har været igennem flere behandlinger.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste