Tempofyldt spil, oplevelser og fællesskab
Brønderslev Basket Klub har 50 års jubilæum i år - det skal markeres, og første part var en tur til ligaholdet Horsens BK
BRØNDERSLEV: Brønderslev Basket Ball Klub (BBK70) har netop taget hul på sin 50 års jubilæumssæson. Den indledte de med en fælles tur for nogle af klubbens yngste hold op til U13 til Horsens - i Horsens har man nemlig en basketklub, Horsens BK, som spiller i ligaen, som er for de bedste hold i landet.
17 børn og godt 20 forældre var med til besøget i Horsens, som bød på træning med nogle af de dygtige trænere - det var landstræneren for U18-holdet og assistenttræneren for klubbens ligahold. Og så så de en ligakamp, hvor børnene forinden fik lov at løbe ind på banen med de store spillere.
- Vi trænede, og jeg løb med en spiller ind. Det var sjovt, og det kan vi godt prøve igen, fortæller Oliver Mørk Kragskov, som spiller på U9 holdet i Brønderslev.
Turen til Horsens markerer indledningen på flere aktiviteter i klubben.
- I det her jubilæumsår er det planen at lave nogle pop up arrangementer i løbet af sæsonen for de forskellige hold, fortæller Henning Holt Christensen, der er kasserer i BBK’s bestyrelse.
Var med for 50 år siden
Henning Holt Christensen var 15 år tilbage i 1970, da klubben blev grundlagt, og han var en af dem, der var med til at sætte den i søen.
Han husker, at de var nogle unge spillere, der spillede basket ball på et valghold i Ungdomsskolen, og en lærer herfra hjalp dem med at stifte foreningen BBK70.
- I starten var vi cirka 20-30, men det voksede hurtigt, og i løbet af to-tre år var vi 100, både drenge og piger, fortæller han.
Selv blev Henning Holt Christensen formand efter det første år, og gennem årene har han holdt fast i sin interesse for basket ball på forskellige niveauer gennem livet.
- Jeg blev fascineret af spillet. Det er et hurtigt spil, og der er meget aktivitet hele tiden. Det var nyt, og det var spændende. Som andre spil er det et meget taktisk spil, fortæller han.
Fx har man kun 24 sekunder til at angribe, så der skal fart på frem og tilbage på banen hele tiden.
I de tidlige år trænede klubben i gymnastiksalen på Søndergades Skole, og siden rykkede de over i Brønderslev Hallen, hvor de også holder til i dag.
For Henning Holt Christensen er basket blevet lidt af et familieforetagende, for hans søn Anders Holt Christensen spiller også, og det gør Anders Holt Christensens to børn også.
- Jeg kom med i det, fordi min far var med i det, og nu er mine børn også i gang, smiler Anders Holt Christensen, der er med i klubbens bestyrelsen og samtidig også er træner.
Social sport
De to basketentusiaster kan se mange gode elementer i sporten. Et sted, hvor de skiller sig ud, er at man ikke niveaudeler holdene i fx et første og et andethold, før børnene bliver 17 år.
Alle de yngre hold er blandede med både niveau og køn.
- Det er fordi den måde, de kommer på, er gennem kammeratskabsgrupper. De tager deres bedste ven med. Det ene hold på seks er fra samme klasse, og det ville være ærgerligt at splitte det op. Vi tænker heller ikke, at det forhindrer dem i at blive dygtige til at spille, fortæller Henning Holt Christensen.
Anders Holt Chrisensen peger på, at fællesskabet er afgørende i klubben.
- Det har været det bærende for os. Jeg render stadig og spiller 25 år efter sammen med nogle af dem, jeg startede med - fællesskabet bærer det, fordi jeg synes, det er sjovt at komme her sammen med dem, fortæller han.
Har det altid sjovt
Nogle af de ældre børn, er var med på turen til Horsens, var spillere fra U13 holdet. Her melder spiller Rasmus Væhrens og assisterende træner Viktor Jensen om en rigtig god oplevelse.
- Det var vildt. Jeg fik også skrevet autografer på min sko af den spiller, jeg løb ind med, beretter Viktor Jensen.
De er begge rigtig glade for deres sport.
- Det er sjov at spille basket, og man får også motion af det, fortæller Rasmus Væhrens.
- Der er rigtigt meget temposkift i det, fortæller Viktor Jensen.
De peger også på, at de har et godt fællesskab.
- Vi har det altid sjovt, fortæller Rasmus Væhrens.
Nu venter der flere aktiviteter hen over jubilæumsåret for de forskellige aldersgrupper i klubben. Og til september er der planer om en jubilæumsfest.
Det er i dag 102 medlemmer i BBK70.
Klubben har hjemmebane i Brønderslev Hallerne, og de har holdt i U9, U11, U13, U15, U17 samt tre seniorhold.
På voksensiden er der for tiden kun herrehold, mens børnene er blandede drenge og piger. De har dog tidligere haft et 1. divisionshold for kvinder.
Lige nu spiller klubbens bedste seniorhold i serie 1 og håber på at rykke op i 3. division til sommer.
De hold, børnene i BBK møder, er fra hele Nordjylland - Sæby, Hjørring, Aalborg, Hadsund, Thisted, Randers og Aalestrup.
De spiller ikke kamp hver weekend men samler det i stævner, hvor man møder tre andre hold på en dag.
Efter hvert stævne gør man op, hvordan det er gået, og så planlægges næste stævne på en måde, så holdene møder så jævnbyrdige hold som muligt.
Gennem årene har medlemstallet i BBK70 ligget mellem 80 og 150 medlemmer.
Bestyrelsen for BBK består af formand Per Andersen, turneringsleder Niels Jørgen Pedersen, kasserer Henning Holt Christensen, Anders Holt Christensen og Nicolai Hvidberg Andersen.