Stor interesse for en plads i rampelyset
Det har været nogle travle dage for Skansespillet. Fredag fejrede foreningen 30 års jubilæum med stort ryk ind i øvelokalerne i Gandrup. Samtidig er forberedelserne til sommerens friluftsstykke, "Skammerens Datter" i fuld gang, og i weekenden var der audition på den stort anlagt opsætning.
Det foregik vanen tro på Ulsted Skole, hvor der både lørdag og søndag var mulighed for at aflægge prøve. Masser af børn og voksne lagde her vejen forbi med henblik på at sikre sig en rolle i musicalen.
Bejlerne blev hver testet i stemmeføring og sangteknik, alt imens instruktør-teamet sporede sig ind på mulige roller til de fremmødte. Betinna Bjeldbak står for instruktionen, mens Martin Kjeldgaard er kapelmester. Martin Bruun Jensen står i spidsen for koret, ligesom det koreografiske er lagt i hænderne på Torben Skov.
Udover skuespillere er der også brug for et stort antal hænder til såvel den tekniske som scenografiske del af opsætningen.
"Skammerens Datter" er en af Skansespillets hidtil største satsninger. Den opføres i dagene fra den 5. til den 14. juli på friluftsscenen i Hals.