Stolt rektor glæder sig over skolens trivsel - men hviler ikke på laurbærrene
- Målet med vores åbent hus her i aften er, at når I går herfra om godt og vel et par timers tid, så skulle I gerne være blevet lidt klogere på, hvad det er, vi står for. I skulle også gerne have en smule fornemmelse af den faglighed, vi står for, og den stemning eller ’ånd’, der præger det her sted. ’DG-ånden´, som vi kalder den til daglig, Man kunne også sige vores DNA.

Således indledte rektor Lars Jørgensen sin velkomsttale, da Dronninglund Gymnasium i sidste uge inviterede til orienteringsaften, hvor der foruden tale også var gruppemøder i klasseværelserne, hvor lærere og elever besvarede spørgsmål og fortalte om livet på skolen. Senere var der rundvisning med besøg i workshops, ligesom der blev vist smagsprøver på den kommende forestilling, der i år hedder ’Junkie’.
- Forestillingen er et rigtig godt udtryk for det, vi gerne vil have vores elever til at lære: Bringe en god portion faglighed i spil og lade den komme til udtryk på en både dynamisk og kreativ måde på tværs af klasser og årgange.

. Jeg synes, det skinner klart igennem, at der er en god trivsel her på stedet. Vi har gennem en årrække med trivselsundersøgelser erfaret, at vores elever giver Dronninglund Gymnasium en meget flot placering i trivsel. Det er vi rigtig stolte af og beærede over, men samtidig ydmyge. Og vi har ikke tænkt os at hvile på laurbærrene, for der er altid et og andet, som vi kan forbedre. Nu er trivsel ikke et mål i sig selv.

- Gymnasiet er ikke et værested, men et lærested, hvor der er godt at være. Skal man lære meget, og det går vi målrettet efter, er det en afgørende forudsætning, at man trives. Vi kan mærke denne sammenhæng i dagligdagen, og vi kan også se den på karakterniveauet, hvor vi ligger lidt over landsgennemsnittet. Når det gælder 3.g’ernes store svendeprøve, studieretningsprojektet, ligger vi mere end et helt karakterpoint over landsgennemsnittet, sagde rektor Lars Jørgensen på den velbesøgte orienteringsaften.