Så er der igen åbnet for ansøgninger til Sol og strands "Lokale Håndsrækning". I fjor modtog blandt andet Hals Turistforening 20.000 kr. Foto: Allan Mortensen
Livet her

Åbent for ansøgninger: Søg om penge til dit lokale projekt hos Sol og Strand

06. januar 2022 kl. 17:00

Hvert år uddeler Sol og Strands ”Lokale Håndsrækning” en million kroner til projekter langs Danmarks kyster. Nu åbner udlejningsbureauet atter op for ansøgninger.

- Gennem den ”Lokale Håndsrækning” støtter vi hvert år en række projekter, der er med til at løfte vores lokale destinationer, siger Andreas Hangaard.

Han er souschef i Sol og Strands lokale bureau i Hals, som også dækker afdelingerne i Sæby, Lyngsaa, Voerså, Asaa og Hou.

- Derfor opfordrer jeg alle foreninger, der har en god ide eller er i gang med at udvikle lokalområderne gennem små eller store projekter, til at indsende en ansøgning, tilføjer Andreas Hangaard. Ansøgninger om støtte skal foretages inden 27. februar. Derefter er det op til ejerne af de ferieboliger som Sol og Strand udlejer at afgøre, hvilke lokale projekter, der skal have glæde af midlerne. Til Hals er der 40.000 kroner til rådighed.

Til humanitære forhold

Donationerne åbnes i øvrigt samtidig med, at Fonden Sol og Strand, der ejer Sol og Strand Feriehusudlejning, for andet år i træk har uddelt én million kroner til 10 humanitære organisationer i Danmark. Således modtager ADHD-foreningen, Bedre Psykiatri, DGI, Skyggebørn, Børnesagens Fællesråd, Angstforeningen, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, Læger Uden Grænser, Det Kærlige Måltid og Den Danske Hyderabad Fond i år hver 100.000 kroner.

Andreas Hangaard glæder sig over, at Sol og Strand gennem den ”Lokale Håndsrækning” og fondens donationer bidrager til at gøre en forskel både i lokalsamfundet og for mennesker, der har det svært.

Nyeste