Søstærk skattechef
Jørgen Lundberg, tidligere skattechef, Odinsvej 5, Brønderslev, fylder onsdag 80 år.
Sejlads har altid været Jørgen Lundbergs store interesse, og det siges om ham, at han er meget søstærk. Han var kun fem år, da han fik sin første båd, og i drengeårene sejlede han meget.
Inden han i 2001 gik på pension, havde han taget yachtskippereksamen, så han kunne manøvrere større både, og han har i en årrække sejlede de nordjyske farvand tyndt. Han er fra Løgstør, og det var her han sejlede i drengeårene.
Jørgen Lundbergs bedstefar var skibsbygger, så Jørgen Lundberg og hans to brødre fik hvert forår en ny båd, som drengene så sejlede i hele sommeren.
Om efteråret solgte han båden, men næste forår var så en ny båd klar. Sådan gik det i mange år. Det var på Limfjorden og på Frederik Den Syvendes Kanal, Jørgen Lundberg og hans brødre sejlede.
Han nåede at være ansat ved Brønderslev Kommune i 46 år, inden han kunne skrive "forhenværende" foran sin titel som skattechef.
Som 13-årig flyttede han med forældrene til Brønderslev. Han blev i 1954 elev ved Brønderslev Kommune. I elevtiden var Jørgen Lundberg i alle afdelinger med undtagelse af socialforvaltningen.
Da han i 1958 blev uddannet assistent, blev han ansat på skattekontoret. Dermed steg bemandingen her med 100 procent. Fra at ligningssekretæren havde været alene, var der to mand.
Da han stoppede, var der 25 ansatte på skatteforvaltningen på rådhuset i Brønderslev.
Men forinden var han i forsvarets intendanturkorps i Aalborg, hvor han hovedsageligt udført kontorarbejde.
1. juni 1962 flyttede han til Nykøbing Sjælland, Her var han til 1. februar 1964, da der blev en overassistentstilling ledig i Brønderslev.
I en periode fra 1967 til 1969 var han nogle dage om ugen udlånt til Kildeskattedirektoratet, og ved siden af passede han jobbet i Brønderslev Kommune.
I 1970 blev han fuldmægtig i Brønderslev Kommune, i 1972 skatterevisor og 1. april 1981 ekspeditionssekretær. 1. maj 1985 afløste han Aksel Poulsen som skatteinspektør.
Den mest spændende og udfordrende opgave i de 46 år var, da Brønderslev Kommune blev godkendt til selskabsligning. Det skete udelukkende på grund af fine resultater. Det var ikke mange kommuner forundt at få denne anerkendelse 1. oktober 1998, da selskabsligningen for det meste skete i Statsskattedirektoratet.
Brønderslev Kommune fik selskabsligning for de daværende Brønderslev, Pandrup og Aabybro Kommuner.
Der var i årene ved skattevæsenet mange love at sætte sig ind i. Hvis der kom 100 nye love mellem sommerferien og jul, var de 30 omkring skattespørgsmål.
Foruden lovene var der mange cirkulærer og bekendtgørelser, der skulle læses.
Parret boede i mange år på en 3000 kvadratmeter stor naturgrund på Parkvej i Brønderslev - nabo til Hedelund Rhododendronpark. Her avlede han en del krydderurter til bjesk. Men nu er parret flyttet til Odinsvej,
Efter pensioneringen er faglitteratur skiftet ud med skønlitteratur.