Så er der gang i tombolaen igen
Efter en ufrivillig pause på 3 år, kunne Hals Husflidsskole i weekenden atter åbne dørene til den imødesete forårsudstilling.
En lang række kreative arbejder kunne atter opleves i de hyggelige lokaler, hvor kursister og undervisere tog imod. Udstillingen blev da også et vellykket trækplaster, der vanen tro var krydret med både lotteri og kagebord.
Og så kunne man ellers gå på opdagelse blandt den lange række af smukke produktioner. Alt fra trædrejning og glaskunst til fine kniplingsværker og malerier kunne opleves på udstillingen. Nu holder husflidsskolen sommerpause, inden undervisningen atter skydes i gang til efteråret. Ledelsen krydser fingre for en stigende interesse i kølvandet på stor tilbagegang i kølvandet på coronakrisen.
- Vi har haft svært ved at fylde vores hold ud. Der er alt for mange, der holder sig væk, lyder det fra formand Verner Gregersen.
- Nu håber vi, at sommerpausen hjælper, og at vi til efteråret atter får rigtig gang i aktiviteterne. Vi har fine lokaler og dygtige undervisere. Og til den nye sæson får vi tilmed keramik med blandt rækken af kurser.