Projekt Talstærk: Elever udforskede deres matematiske potentiale
Det var ikke matematik, man kom til at tænke på, hvis man lige før påske besøgte to af 2g-klasserne på Dronninglund Gymnasium. Sammen med to 8. klasser fra Dronninglund Skole lå eleverne på gulvet og målte ud og tegnede op på store papstykker, mens andre var i gang med at lægge farver på.
- Det er i høj grad matematik, forklarede lærer Alex Hansen.
- Eleverne har hele formiddagen lavet matematiske udregninger og nøjagtigt bestemt, hvor stregerne skal ligge, og hvordan tegningerne bygges op. Det skal gøres helt præcist, hvis det skal komme til at virke, fortæller han.
Tegningerne skulle nemlig i sidste ende danne baggrund for et 3D foto. Altså et foto, hvor det f.eks. ser ud, som om man står på en trappe, selv om man står på et fladt stykke pap, der ligger på gulvet. Det kræver masser af udregninger, og så er vi tilbage ved matematikken, hvor samarbejdet mellem gymnasium og skole er et led i Projekt Talstærk, der skal medvirke til at øge forståelsen af matematik.
- To lærere fra gymnasiet har to gange været hos os for at undervise to 8. klasser, ligesom 2.A fra gymnasiet har været her for hjælpe vores elever, fortæller skoleleder Claus Jørgensen.
Med Projekt Talstærk er målet at belyse matematikkens muligheder og styrke matematikforståelsen hos elever i grundskolen og gymnasiet. Undersøgelser viser, at mange unge mangler forståelse for, hvor vigtig matematisk kunnen er.
Matematik i gymnasiet opleves af nogle som abstrakt, og udsigten til bogstavregning, beviser og begreber kan virke skræmmende på grundskoleelever, der skal vælge ungdomsuddannelse. Med fokus på eksperimenterende og anvendelsesorienteret matematik udvikler lærere og elever fra gymnasiet matematikforløb til grundskolen.
Formålet er, at grundskoleeleverne får styrket deres interesse og motivation for matematik, og at de får udforsket deres eget matematiske potentiale. Gymnasieelever forbedrer selv deres formidlingsevner og forståelse for anvendelsesorienteret matematik.
De gode oplevelser med matematik i et gymnasialt perspektiv i udskolingen kan måske føre til, at flere vælger en gymnasial uddannelse, hvor der indgår matematik.
I Nordjylland er der i dag stor mangel på arbejdskraft inden for det tekniske og naturvidenskabelige område, og udfordringen vil vokse yderligere i fremtiden.
Derfor bakker regionsrådet målrettet op om projektet med en forventning om, at det brede samarbejde omkring Talstærk kan være med til at skabe en større glæde ved matematikfaget allerede i folkeskolen og give en effekt, der forhåbentligt kan sprede sig som ringe i vand gennem uddannelsessystemet og i sidste ende på arbejdsmarkedet.