Seneste nyt

Nytårstaffel i kirken

En stor flok deltog i nyt tiltag, som skal blive en tradition

03. januar 2020 kl. 13.45

BRØNDERSLEV: En stor flok mennesker, borgmester og politikere, repræsentanter fra lokale foreninger, og en masse engagerede ved kirkerne og mange andre mødtes torsdag aften i Jerslev Kirke til en stemningsfuld og festlig nytårstradition.

Det oplyser Pia Uth, der er skole-kirke og kommunikationsmedarbejder ved Brønderslev Provsti.

Hun oplyser, at en ny tradition nu er skabt og skriver:

- Nytårsgudstjenesten indledtes festligt med Leonard Cohens ”Halleluja”, fremført af bl.a. Jerslev Kirkes kirkesanger, organisten (på violin) og en dygtig pianist og endnu en sanger. Deltagerne klappede spontant efter den smukke åbning. Sognepræsterne Marie Kirketerp og Ann Sofi Lægsgaard bød velkommen inden gudstjenesten naturligvis åbnede med fællessalmen ”Vær velkommen Herrens år”. Sognepræst Ann Sofi Lægsgaard prædikede med udgangspunkt i Dronningens årlige udråb om ”Gud bevare Danmark” - som en bøn for året, der kommer.

Efter gudstjenesten, som sluttede med at menigheden stående sang ”Dejlig er jorden”, bød Brønderslev Provsti på champagne og kransekage, og der spredte sig en hyggelig stemning med hilsener og snak på kryds og tværs.

- Rigtig mange gav udtryk for, at det var en festlig måde at begynde et nyt år på - ikke mindst fordi der var mulighed for at hilse på folk fra andre sogne, politikere og andre lokalt engagerede - og derigennem udbygge sammenhængskraften i Brønderslev Kommune og provsti, skriver Pia Uth.

Arrangør af Nytårstaflet var en gruppe, som arbejder med udvikling af gudstjenesterne i Folkekirkerne i Brønderslev Kommune, og de glædede sig over den store tilslutning og et vellykket arrangement, som helt sikkert bliver en ny tradition. Næste år i en anden af kirkerne i Brønderslev Kommune.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste