Nyt erhvervsområde ved McDonalds på vej: - Jeg har en fin liste over interesserede virksomheder
Flere virksomheder står på spring til at rykke ind i ny erhvervspark ved Brønderslev
BRØNDERSLEV: Det er et rigtigt spændende erhvervsprojekt, som Brønderslev Kommune i øjeblikket er ved at udvikle.
I næste uge skal byrådet i Brønderslev behandle den lokalplan, der kan sikre etableringen af et helt nyt erhvervsområde ved motorvej E39. Og på det lokale erhvervskontor, Erhverv Brønderslev, kan man allerede nu spore en stor interesse for at rykke ind på arealet.
- Jeg har en fin liste over interesserede virksomheder. Men jeg kan desværre endnu ikke løfte sløret for, hvem det handler om, fortæller erhvervschef Marianne Gade.
Område på 14 hektar
Erhvervsområdet har et areal på cirka 14 hektar og er placeret umiddelbart vest for Hirtshalsmotorvejen E39 ved afkørsel 7 "Brønderslev Syd".
Det nye erhvervsområde ligger umiddelbart overfor den McDonalds-restaurant, der i efteråret 2021 åbnede. Arealet er mod nord afgrænset af Øster Brønderslevvej, mens den vestlige grænse er Ålborgvej og den dertilhørende rundkørsel.
Mod sydvest grænser tre beboelsesejendomme op til erhvervsarealet.
Allerede i foråret var lokalplanen under behandling, og på den baggrund har en fordebat medvirket til det forslag, som nu er på vej til at blive til virkelighed.
Både teknik- og miljøudvalget samt økonomiudvalget i Brønderslev Kommune har allerede sagt god for lokalplanforslaget.
- Der er nogle nye virksomheder, som gerne vil etablere sig i Brønderslev Kommune, men de har behov for de helt rigtige grunde. Og det her område skulle gerne være med til at opfylde nogle af de ønsker, forklarer Peter Stecher (K), der er formand for teknik- og miljøudvalget.
Opdelt efter miljøbelastning
De 14 hektar er underopdelt i seks forskellige delområder. I de forskellige delområder er der en række krav, der regulerer, hvilke typer af erhverv der kan etableres.
Området er opdelt, så de mest miljøtunge virksomheder kan placeres ud mod motorvejen, hvor der er længst afstand til boliger. Det kan eksempelvis være logistik, oplags- eller produktionsvirksomheder i to etager og med en maksimal højde på 14 meter.
I den anden side af arealet - over mod beboelsesejendommene - placeres mindre miljøtunge virksomheder. Desuden skal der etableres en beplantet jordvold, der skal give en visuel og støjmæssig afskærmning.
- Det er jo noget, vi gør for at tage mest muligt hensyn til de naboer, der er. Vi vil ikke have de allermest støjende virksomheder klods op af de boliger, der ligger derude, forklarer Peter Stecher.
Det er på byrådsmødet 31. august, at politikerne skal tage stilling til en endelig godkendelse af lokalplanforslaget. Og derefter vil planen så kunne sendes i høring i otte uger.
Erhvervschef: Tror på udsolgt
Erhvervschef Marianne Gade er som nævnt indledningsvist allerede i kontakt med virksomheder, der er interesseret i at rykke ind på arealet.
Men selv om hun ikke kan afsløre, hvilke firmaer der står på listen, så røber hun dog alligevel lidt om typen af virksomheder.
- Det er blandt andet logistik-virksomheder - og jeg kan i den forbindelse tilføje, at det er nogle virksomheder, som vi ikke rigtigt har nogen af i forvejen i vores kommune.
Som erhvervschef synes Marianne Gade naturligt nok, at nye virksomheder og nye arbejdspladser som udgangspunkt er ekstremt spændende at få til Brønderslev Kommune.
- Men der jo dog nogle ting, der har ændret sig siden foråret på den måde, at materialerne er blevet ekstremt dyre. Mursten og isolering koster jo eksempelvis en bondegård lige nu, og vi har nok brug for, at priserne bliver stabiliseret, før der for alvor sker noget. Derfor tror jeg ikke på, at vi kan få noget byggeri i gang på arealet før en gang i løbet af næste år.
Men trods de høje materialepriser mærker Marianne Gade alligevel stor interesse for arealet. Og derfor krydser hun også fingre for, at lokalplanen vedtages så hurtigt som muligt.
- Jamen, så sent som i dag har jeg snakket med én, der er interesseret.
Hvor mange virksomheder har du stående på din liste?
- Jeg har nok en fire-fem virksomheder , hvor jeg tror på, at aftalerne kommer i hus indenfor det næste år, siger Marianne Gade og tilføjer:
- Så der er en del interesse - og eksempelvis er der én, hvor jeg har lovet at give en tilbagemelding så snart lokalplanen har været i høring.
Det vil naturligt nok være afhængigt af de enkeltes pladsbehov, hvor mange virksomheder man kan forestille sig, der kan rummes på arealet.
- Jeg vil tro, at der kan blive plads til otte-ti virksomheder, men det komme selvfølgelig an på, hvordan vi får det hele skruet sammen, siger Marianne Gade.
- Men helt personligt tror jeg på, at hele stykket vil være udsolgt om fem år. For det ligger altså hammergodt der ved motorvejen, fastslår hun.