Livet her

Ny bund i ridehallen i Hjallerup

Hjallerup Rideklub er kommet over krisen og får nu ny bund i den ene af ridehallerne - den anden hal står for tur til næste år

23. november 2018 kl. 09:09

HJALLERUP: Selvom man godt kan få det indtryk, når man kigger på bunden i en ridehal, at det simpelthen blot er en stor dynge sand, som er spredt ud og evt. tromlet, så er det helt forkert. Det fik man et godt indblik i, da centerleder Anders Vestergaard Carlsen og næstformand Marianne Fuusager viste rundt i hal 2 på Hjallerup Ridecenter og forklarede, hvordan den bund, som var under opbygning, blev lavet.

Først lægges et bundlag af knust beton og knust asfalt, og ovenpå det lægges tykt lag ridebanesand blandet med tekstilfibre. Sidstnævnte lag bliver det øverste lag/slidlaget. Sandet skal hele tiden holdes rimeligt vådt og vandes løbende efter behov. I denne sommer var det hver eneste dag.

- Så vi ønsker os et permanent vandingsanlæg, så vi ikke skal basere vandingen på flytbare sprinklere, siger Marianne og Anders i munden på hinanden.

Et andet ønske på længere sigt er samme omgang for hal 1. Denne omgang med hal 2 koster i alt 95.000 kr., hvoraf Spar Nord sponserer 25.000 kr., Dansk Idrætsforbund 52.000 kr. og Hjallerup Samvirke de resterende 18.000 kr. Hal 2 skulle - hvis ikke der sker noget uforudset - være klar til brug allerede i denne uge.

Hjallerup Rideklub har været igennem lidt af en krise, men er nu gennem en særdeles aktiv indsats af bestyrelse og frivillige igen ude på den gode side. Man er bl.a. aktiv med hensyn til at arrangere stævner. 21. december afholder man således en konkurrence i ridebanespringning, Christmas Night Jump, fra 12 til 22. Der er gratis adgang, og man regner med, at der kommer gæster fra hele regionen. Det vil være muligt at købe flæskesteg i kantinen.

Annonceret indhold

Nyeste