Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nu kan de yde sidstehjælp

30. januar 2018 kl. 07.50

80 vågere er nu klar til at yde døende den sidste hjælp. 80 vågere har været på kursus i at yde sidstehjælp i Sognegården i Brønderslev. Det var Kamillus Brønderslev, der stod bag kurset, og det var leder af Hospice Vendsyssel i Frederikshavn, Birgitte Nielsen, der var kursusleder. Hun er én af de få uddannede instruktører.

De fleste kender til begreberne fødselshjælp eller fødselsforberedelse, hvor de vordende forældre får kendskab til, hvad der sker, når et barn kommer til verden. Vi kender også til førstehjælp, som den hjælp man yder som den første på stedet ved sygdom eller ulykke, og nu præsenteres begrebet altså “sidstehjælp".

- Mange mennesker oplever, at de ikke har erfaringer at holde sig til, når det handler om at være tæt på alvorligt syge eller døende.

- Det skaber usikkerhed og berøringsangst, og medfører hos nogen, at man trækker sig væk fra den alvorligt syge eller døende, fordi man ikke kan håndtere situationen, fortalte Birgitte Nielsen.

Ifølge Birgitte Nielsen har mænd sværest ved at håndtere og snakke om dødsfald.

- Et dødsfald i en ung alder rammer forholdsvist hårdt.

- Mens der er 47 procent, der dør på sygehusene, er der kun tre procent, der dør på hospice, fortæller Birgitte Nielsen. 29 procent dør i hjemmet.

Der er 29 procent, der dør af kræft, mens 19 procent dør af hjertekarsygdomme.

Birgitte Nielsen fortalte om de tegn, der er, når en person er døende. Blandt andet tab af funktionsevne og fysisk svækkelse, blå ved ørerne og benene samt kolde fødder og hænder.

Birgitte Nielsen sagde, at det er vigtigt, at personer laver et notartestamente, der går til skifteretten. Og er der børn, er et børnetestamente af stor vigtighed.

- Der er mange eksempler på, at arvinger bliver uenige. Faktisk er det kun i 10 procent af tilfældene, hvor der er et lykkeligt skifte.

- Man skal være klar over, at konti i banken lukkes den dag, døden indtræffer. Det er derfor vigtigt, at der er sat penge af til den efterladte, for der kan gå op til et år, inden et skifte er afsluttet.

Formand for Kamillus Brønderslev, Solveig Skovrider, er glad for den store interesse.

Solveig Skovrider fortæller, at der er et tæt samarbejde mellem Kamillus Brønderslev og Kamillus Hjørring.

- Vi er ca. 15 vågere i Brønderslev og 30-35 i Hjørring. Men vi tager undertiden til Hjørring, hvis der er behov dér - og omvendt.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste