Musikken gik rent ind i Hjallerup
Fra første pust i sækkepiben var publikum i den næsten udsolgte Hjallerup Kros store sal klar til at vrikke med hele kroppen til rytmerne fra de fire kække herrer, som udgør The Boys of Bluehill. Bandet besøgte Hjallerup Kro i fredags.
De to, som har været med fra den spæde start, Karsten Vangsgård og Peter Yde Knudsen, har gennem årene suppleret sig med Hans Ejner Jensen og Per Rosenlund Larsen. Fire velspillende musikanter med flot vokalt arbejde.
- Vellyd i høj klasse fik banket støvet af scenen og lidt varme i lokalet efter længere tids nedlukning på kroen denne fredag aften. Taktfaste klapsalver på 1 og 3, som det sig hør og bør, når den irske og skotske musik brager igennem. Det var tydeligt, at publikum havde glædet sig til at møde livemusikken igen, og de fik, hvad de kom efter. Kvalitet for alle pengene, påpeger Bo Christensen i sin anmeldelse af koncerten.
- Godt 25 år er der gået, siden The Boys of Bluehill sidst var i Hjallerup. Musikken er den samme, men jeg blev særdeles overrasket over, hvordan de gamle gubber med præcision og akkuratesse kunne levere på så højt plan. Specielt vil jeg fremhæve vokalarbejdet. Flotte og præcise flerstemmige arrangementer bandt koncerten godt sammen. Instrumenternes variation, som det jo er i denne genre med fløjte, sækkepibe, mandola, accordeon, guitar, mandolin og bas, kræver et bindemiddel, og det mestrede de særdeles flot blandt andet i kraft af de vokale arrangementer. At de gennem tiden har haft et langvarigt samarbejde med bl.a. Steven Quigg fra McCalmans har ganske åbenlyst været til gavn, fortæller han og fortsætter:
- Dejligt, at Hjallerup Musikforening nu igen har mulighed for at samle publikum uden afstandskrav og mundbind. Rart at se smil og høre de glade gæsters summen i gangene, og at musikerne igen kan opleve den fede og tætte stemning, der altid hersker i den intime sal på Hjallerup Kro. Nu kan man så glæde sig til Julie Berthelsens koncert 11. marts i forbindelse med Hjallerup Musikforenings generalforsamling. Der skal nok blive fuldt hus, lyder det fra Bo Christensen.